EMNER

OL-skytte kom skidt fra start

ATHEN: En ottendeplads ved VM for tre uger siden har sikret Hasse Lind, Aalborg Bueskyttelaug, adgang til næste års OL - som hidtil eneste dansker i bueskydning. I går indledte han, sammen med klubkammeraten Dennis Bager og Morten Caspersen, Køge, den for-olympiske turnering i Athen, og det var ikke samme succesoplevelse for Hasse Lind. Med 615 point måtte han efter den indledende runde helt ned på 47.-pladsen for at finde sit navn. Syv pladser højere oppe, som nr. 40, stod Morten Caspersen noteret for 626 point, men den danske ære blev i høj grad reddet af Dennis Bager, som med 654 point skød det 10.-bedste resultat af alle. Helt i top var koreaneren Dong-Hyun Im med 675 point. Alle går dog videre til 1/32-finalerne i morgen, idet man indledningsvis blot skød om, hvem der skal møde hvem. Men især Dennis Bagers skydning gav løfter om, at han senere, ved EM i Bruxelles, kan blande sig i kampen om de tre OL-billetter, der her er at kæmpe om blandt de skytter, som ikke allerede har kvalificeret sig til OL. mingo