Olaf Eller igen hedt emne som cheftræner i FIK

Den tidligere landsholdsspiller er sammen med en svensk og en dansk træner inde i billedet

Sverige 20. marts 2003 07:00

FREDERIKSHAVN: Sidste år var den tidligere landsholdsspiller og mangeårige træner i diverse danske klubber og senest i Allsvenskan-klubben Troja/Ljungby, Olaf Eller, meget tæt på at indgå en kontrakt med Frederikshavn IK, men af private årsager blev der ikke en aftale ud af det, og heller ikke for otte år siden i de to parters første forsøg lykkedes det af blive forenet. Interessen for hinanden er der dog stadig, og FIK har således mundtligt forespurgt Olaf Eller, om han er interesseret i jobbet som cheftræner i klubben efter Henrik Christiansen, der stopper 1. april. - På FIK's forespørgsel har jeg svaret, at jeg er stadig er interesseret, men siden har jeg ikke fået en tilbagemelding med noget mere konkret, så reelt har jeg ikke meget at forholde mig til. Derfor kan jeg heller ikke forestille mig, at FIK præsenterer mig som klubbens nye træner i morgen aften i Frederikshavn Isstadion i forbindelse med klubbens kamp mod Aalborg IK, siger Olaf Eller. - Jeg har også fået forespørgsler fra andre danske og svenske klubber, så det er stadig meget åbent, hvor jeg skal være træner næste år, lød det i aftes fra den rutinerede træner. Han er sammen med blandt andre Karsten Arvidsen også sat i forbindelse med Herlev IK som ny træner, og her er også FIK's svenske træner i fjor, Staffan Tholson, inde i billedet. - Olaf Eller som cheftræner i FIK vil altid være interessant for os, siger klubbens næstformand Steen Christensen, der dog understreger, at man ikke har givet københavneren et konkret udspil. - To gange tidligere har vi været meget tæt på at lave en aftale med ham, uden at det blev til noget, så sporene skræmmer måske lidt. Udover Olaf Eller har FIK ifølge næstformanden også sonderinger hos andre træneremner. På isen har nordjyderne den tjekkiske keeper, Zdenek Kuírek, til prøvetræning i denne uge, og han er med på isen i aften i Aalborg Skøjtehal og i morgen aften i Frederikshavn, hvor Aalborg IK er modstander. - Først efter de to kampe afgør vi, om der skal laves en kontrakt med ham, siger Steen Christensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...