Olaf Eller toår mere i FIK

Gensidig tilfredshed udmønter sig i en forlængelse

FREDERIKSHAVN:Sidste sæsons bundplacering er skiftet ud med en foreløbig tredjeplads i Isligaen, og ledelsen i Frederikshavn IK giver cheftræner Olaf Eller en stor del af æren for kovendingen på isen. - Derfor har vi også været hurtig til at få forhandlet en ny to-årig kontrakt på plads med ham, så Olaf Eller er FIK-træner frem til foråret 2006, forklarer klubbens direktør Lennart Bak. - Både på og udenfor isen er vi meget tilfredse, og Olaf Ellers store entusiasme har for længst smittet af på hele klubben. Olaf Eller skal fortsat være med til at udvikle FIK, så klubbens ungdomsspillere vil også få en del besøg til træningen. - Han skal være en slags rød tråd i klubben, og det er vigtigt for os, at aftalen om en forlængelse på to år allerede er på plads. Det giver ro omkring eliteholdet, hvor vi også forventer snart at kunne lave en forlængelse med assistenttræner Peter Glad. Olaf Eller finder arbejdsklimaet godt i FIK, og han kalder de kommende to sæsoner i klubben for en stor udfordring. - Der er en stor flok entusiastiske spillere i FIK, og en bestyrelse der arbejder hårdt for at opnå resultater. Desuden er der i ungdomsafdelingen en række ydmyge trænere, der går flot ind for sagen. - På isen er vi på vej fremad med eliteholdet, og der er potentiale til en plads i Top 4 de næste par sæsoner, vurderer Olaf Eller. For landsholdsmålmand Johan Westermark kom Olaf Eller til FIK nærmest som en frelsende engel. En nedtur sidste sæson fik keeperen til stærkt at overveje sin fremtid på isen, men træningen under Olaf Eller har givet FIK-målmanden formatet tilbage. - Det er godt for både klubben og vi spillere, at vi beholder ham i yderligere to sæsoner. Der kan bygges en god struktur op i FIK, og det giver ro på eliteholdet. - Olaf Eller er en sympatisk og meget ishockey-vidende person, og så tager han meget professionelt på tingene, siger Johan Westermark, der dog endnu ikke har besluttet, om han også skal forlænge sin aftale med FIK efter denne sæson.