Ole Dahl klar til comeback

56-årig konservativ suppleant glæder sig til at vende tilbage til byrådet.

Anders G. Mortensen
Ole dahl mener, der er behov for en aggressiv opposition i byrådet. Arkivfoto
Lokalpolitik 1. september 2008 21:29

Det bliver 56-årige Ole Dahl, Vodskov, der skal afløse Anders Stenild i byrådet. Han har tidligere siddet i byrådet fra 1990-1994, da Paul Wrobel var den store konservative stemmesluger og partiet havde seks mandater. Jeg glæder mig, og jeg forventer at stille op igen ved det næste kommunalvalg (i november 2009, red.), siger Ole Dahl, der flere gange har været tæt på at blive valgt til byrådet. Med en plads i byrådet har han en større chance for at markere sig frem mod næste valg, og med sin baggrund som revisor vil han blandt andet holde et skarpt øje med – og forsøge at få indflydelse på – kommunens økonomi. Det får han mulighed for umiddelbart efter, at han har afløst Anders Stenild, for på det tidspunkt er partierne i gang med at drøfte kommunens budget for næste år. Ole Dahl vil sørge for, at der bliver stillet kritiske spørgsmål om, hvordan kommunen bliver ledet. Det gør ikke noget, at der er en lidt aggressiv opposition. Når man har siddet længe ved magten, kan det hele kan blive lidt for nemt, siger Ole Dahl, der eksempelvis undrer sig over borgmesterens manglende villighed til at svare på kritiske spørgsmål om hans og de seks rådmænds tur til Færøerne og Island. Han kunne ikke svare på, hvad det kostede og mente ikke, det interesserede læserne. Det er som om, at magten giver hovmod, men han er forpligtet til at svare ordentligt og reelt på spørgsmålene, siger Ole Dahl.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...