Ole er en ulønnet ildsjæl med evig glød

56-årige Ole Jensen har som FfI'er besøgt nærmest alle idrætshaller i Danmark

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

som holdleder og altmuligmand er Ole Jensen både sportsligt og praktisk medhjælper for FfI's herrehold i 1. division. Foto: Peter Broen

Når hjertet banker for håndbold og især for barndomsklubben Frederikshavn fI, skal der mere end en stribe nederlag til klubbens flagskib i 1. division for herrer til at få den 56-årige sportslige leder, Ole Jensen, til at kaste tøjlerne. - Nej, tværtimod gælder det netop i en sådan situation om, at alle ildsjæle hænger på og giver et nap med, siger den mangeårige, ulønnede leder i FfI. - Uanset hvordan det går, så er jeg med igen efter sommerferien, for håndbolden i FfI er mere end en fritidsaktivitet for mig. Set alle idrætshaller - Glæden ved at arbejde med håndbold og mennesker er rigelig med løn til mig, understreger Ole Jensen, der efter en aktiv karriere i målet på førsteholdene i FfI både i fodbold og håndbold nu er i håndboldbestyrelsen på 13. år, sportslig leder for 1. divisionsholdet i herrehåndbold og desuden står for alle indkøb af materialer og transport til omkring 30 håndboldhold i FfI. - Med først min egen aktive karriere og derpå mange år som træner og holdleder har jeg vel nærmest set samtlige idrætshaller i Danmark, og så har jeg altså brugt ufatteligt mange timer i bus på landevejene rundt i landet, smiler Ole Jensen. - Og derfor har jeg også brugt rigtig mange timer på håndbold, så jeg plejer at sige, at mit civile job som maskinarbejder igennem 26 år på Flådestationen i Frederikshavn tager meget af min fritid. - Men end ikke de mange nederlag i denne sæson har fået mig til at tabe gnisten, så hvis helbredet vil, satser jeg på mange år fremover som frivillig, ulønnet leder i FfI's håndboldafdeling. Ildsjæle forsvinder ikke - For selv om mange siger, at de frivillige ledere i idrætsklubberne er en uddøende race, kan jeg i FfI sagtens få øje på andre end mig selv. I dameafdelingen har Per Malmberg således i mange år været en stor drivkraft og været en væsentlig årsag til, at klubben har satset mest på damesiden. For en ildsjæl som Ole Jensen er fritidsarbejdet i FfI Håndbold mangesidet lige fra at huske at bestille harpiks til alle hold og til som sportslig leder for herreholdet i 1. division at være med til at finde spillere til truppen. - Og så er jeg rent håndboldmæssigt også sparringspartner for vores cheftræner Finn Christensen, ligesom jeg som gammel målmand også forsøger at hjælpe vores keepere både til træning og i kamp. En stor og tung dreng Glæden ved idræt fik Ole via skolekammerater, da han som tiårig kom med til træning i FfI's fodboldafdeling, der på det tidspunkt i starten af 1960'erne var på toppen og med i 1. division. - De stod og manglede én i målet, og da jeg var stor, tung og fyldte pænt i målet, røg jeg derind, griner Ole, som et par år senere også fortsatte med kammeraterne til den nybyggede Idrætshallen lige ved siden af Stadion midt i byen. - Og da jeg aldrig har været bange for bolden og stadig havde en tilpas størrelse, blev jeg også målmand i håndbold endda med så pæn succes fra starten, at jeg kom på udvalgte jyske ungdomshold. - Håndbolden havde derfor første prioritet, så mens jeg spillede på 3. divisionsholdet der, nøjedes jeg med serie 4-fodbold ved siden af. - Altså lige indtil den daværende førsteholdstræner i fodboldafdelingen, Carlo Niilonen, overværede en serie 4-kamp i Voersaa, hvor jeg stod en god kamp i målet. - Efterfølgende ville han have mig til at smide en del kilo, men så lovede han mig også en plads i målet på FfI's nyoprykkede 1. divisionshold. Løb fra kamp til kamp - Jeg ville dog ikke svigte håndbolden, hvor jeg fortsat var på 3. divisionsholdet, så jeg løb direkte fra Stadion og 1. division i fodbold til Idrætshallens sidedør, hvor jeg så kunne nå en håndboldkamp samme eftermiddag. - Året efter købte FfI målmand Karsten Simensen og Henning Munk Jensen i AaB, og så fik jeg kun enkelte divisionskampe yderligere og nåede omkring 40 førsteholdskampe på fodboldholdet. - Til gengæld holdt jeg mig aktiv meget længe i håndboldmålet og nåede 485 kampe for førsteholdet, og jeg var 50 år, da jeg spillede min sidste kamp i 2. division. - Heldigvis har jeg været forskånet for skader udover en meniskenskade, da jeg var stoppet med fodbold på topplan, og jeg har hele tiden sørget for at holde mig i god form blandt andet ved at løbe med et par halvmarathon som det længste hidtil. - Og forhåbentlig holder helbredet til rigtig mange år endnu som mangeartet hjælper i FfI's håndboldafdeling.