EMNER

Ole Pedersen har selv været ude om det

SKOLEENG/BYFEST:Hej byfestformand Ole.. Som du nok også har opdaget, så tager alting tid. Men som du også ved, så er køreplanen vedrørende Skoleengen klar, bortset fra den sidste indledende manøvre. Køb af jorden, der sikrer, at kommunen kan renovere Skoleengen. Og som Venstremand har du her alle muligheder for at fremskynde den sag. Da du også er gruppeformand i Venstre og dermed borgmesterens højre - eller skal vi sige venstre hånd - har du haft alle muligheder for at prioritere i kommunens anlægsforbedringer. Økonomi og budgetter skal der tages hensyn til og med et ansættelsesstop i kommunernes forvaltninger, må vi naturligvis også tage hensyn til arbejdspresset i teknisk forvaltning. Der arbejdes på højtryk i tiden og du kan være sikker på, at alle i teknisk forvaltning gør, hvad der er dem menneskeligt muligt. Store projekter i Ranum og Vindblæs, der hurtigt løber op over 15 millioner, har tæret både på økonomi og arbejdstimer i forvaltningen. Dit eget ja har været bestemmende for, at renoveringen af Skoleengen er budgetsat til 2006. Og som sidste kommentar vil jeg da bare spørge, om renoveringen af Skoleengen har været årsag til, at Byfesten i Løgstør overhovedet ikke har fornyet sig i mange år. Menusedlen for Byfesten må være nem at lave år for år, men det sparer selvfølgelig også ressourcer, men giver det penge i kassen?