Lokalpolitik

Ole Rørbæk: - Populisme og mistænkeliggørelse

Liste T i clinch med Venstre - Hans Jørgen Kaptain afviser kritikken

NY FREDERIKSHAVN: Dønningerne har ikke lagt sig efter sidste uges timelange debat i sammenlægningsudvalget om renoveringen af rådhuset i Frederikshavn. Ole Rørbæk Jensen fra Liste T anklager Venstres Hans Jørgen Kaptain for ”populisme og useriøs amatørpolitik”. Hans Jørgen Kaptain stillede på Venstres vegne ændringsforslag om at udskyde spørgsmålet om en totalrenovering af Frederikshavn Rådhus. Venstres gruppeformand kaldte sagen ”uforsvarlig økonomisk politik”, men det afviser Ole Rørbæk Jensen: - Man kan ikke efter en lang og grundig behandling af sagen på selve mødet smide nye forslag på bordet, og det er ikke rimeligt, når Kaptain påstår, at tallene er ”trukket ned fra luften” og endvidere taler om en skjult dagsorden. Det er ganske udokumenteret, siger Ole Rørbæk og henviser til en lang og omhyggelig sagsbehandling. - Hvis ikke vi kan stole på og bruge tal fra forvaltningen, ved jeg ikke, hvordan, vi kan drive politik - men det kan vi selvfølgelig også. Kaptains udtalelse er mistænkeliggørelse af værste skuffe og giver ikke de bedste forhåbninger om et godt samarbejde i fremtiden med Venstre, siger Ole Rørbæk. Han mener, at Venstre rider på to heste samtidigt: - Venstre er tilsyneladende enig i principbeslutningen, men bliver så bange for økonomien - og kommer så fem minutter i tolv med en ”smart” løsning om at være med, hvis det er økonomisk forsvarligt. Det holder ikke. Man må tage politisk stilling og handle derefter, siger Ole Rørbæk Jensen. Hans Jørgen Kaptain afviser kritikken: - Vi blev præsenteret for oplægget på et økonomiudvalgsmøde syv dage før. Alle var enige om at det ikke var tilstrækkeligt belyst. Jeg foreslog, at vi skubbede det en måned, men i stedet blev det til et ekstraordinært møde i økonomiudvalget mandag. Vi havde gruppemøde i Venstre onsdag eftermiddag og vi havde ganske enkelt ikke mulighed for at komme med ændringsforslaget tidligere. Kaptain undrer sig over hastværket: - Om ombygningen begynder 1. januar eller 1. marts, betyder ingenting og Arbejdstilsynets krav er først i 2008. Der er masser af tid. Vi taler om et skitseprojekt med skønnede udgifter, men i en tid, hvor alle håndværkere er travlt optaget, kan udgifterne let skride 10 mio. kr. og hvad gør vi så? Kaptain er desuden nervøs for, at en investering på 75 mio. kr. vil skubbe alle andre anlægsprojekter langt ud i fremtiden. - Finansminister Thor Pedersen har varslet anlægsbegrænsninger, så vi får næppe plads til noget som helst andet. Det synes jeg, er trist og det var noget helt andet, vi alle sammen gik til valg på.