Ole Stephensen ny protektor og alle kattes ven

Måtte tage tre katte med i medgift

AALBORG:I går fik Ole Stephensen, journalist og studievært i Go' Morgen Danmark, hilste på Alfred og alle Vera Langes andre katte i Kattens Værns internat på Struervej i Øster Sundby. Ole Stephensen er ny protektor for Kattens Værn og var som sådan deltager i organisationens landsmøde eller katteseminar, som det retteligen kaldes, i Aalborg. Det går på skift mellem landets større byer. Sidste år var det i København. Her var der ikke blot mulighed for et besøg på Aalborg Dyrehospital, men også for at se internatet på Struervej, som for tiden huser 60 katte. Internattet er nu 80-årige Vera Langes livsværk. Og som ved enhver anden lejlighed havde Ole Stephensen en god historie i ærmet. Jo, han havde da ringet og trøstet prinsesse Alexandra efter separationen, men også opmuntrende meddelt hende, at man ikke behøvede at være kongelig for at være protektor. Hun kunne jo bare se på ham. Og i virkeligheden har han ikke været katteven alle dage. Venskabet sluttede, da katten Mitte åd hans barndoms undulat Pjevs. Men senere måtte han tage tre katte med i medgift, da han faldt for sit livs udkårne. Med hende fulgte tre burmesere. Siden har han lært at holde af katte. Og det var netop efterlysningen af en bortløben kat i den lokale annonceavis, der fik Kattens Værn til at øjne muligheden for ham som protektor. Han slog til.