Olesen bliver parret mod Jordan Spieth i Ryder Cup

Thorbjørn Olesen skal møde den tredobbelt majorvinder Jordan Spieth i en singlekamp søndag i Ryder Cup.

Thorbjørn Olesen tabte sin kamp ved Ryder Cup fredag. Søndag kan han få revanche. Foto: Carl Recine/Reuters

Thorbjørn Olesen tabte sin kamp ved Ryder Cup fredag. Søndag kan han få revanche. Foto: Carl Recine/Reuters

Der venter danskeren Thorbjørn Olesen en vanskelig opgave, når han søndag er tilbage på golfbanen i Ryder Cup.

Kaptajn Thomas Bjørn sender Olesen ud i singlekamp nummer syv, og her skal danskeren møde Jordan Spieth, der er en af de mest lovende golfspillere.

Spieth ligger nummer ti i verden, og han har trods sine blot 25 år allerede vundet tre majorturneringer. Tilbage i 2015 bragede han igennem som en komet og vandt US Masters og US Open. Sidste år vandt han British Open.

Thorbjørn Olesen har været henvist til en tilskuerrolle ved Ryder Cup, siden han fredag formiddag sammen med Rory McIlroy tabte i en fourball.

Olesen og Spieth går ud på banen klokken 13.17 søndag eftermiddag. Potentielt kan danskeren sikre Europa en sejr over USA. Før de 12 singlekampe fører Europa med 10-6 over USA.

Europæerne skal have 14,5 point for at vinde Ryder Cup, mens USA som forsvarende mester kan nøjes med 14.

Trækker afgørelsen længst muligt ud, bliver det op til svenskeren Alex Norén og amerikaneren Bryson Dechambeau at afgøre Ryder Cup. De går ud i den sidste single, som begynder klokken 14.17.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.