Olesen før finaledag: Skal ramme mit bedste for at vinde

Thorbjørn Olesen kom godt igennem en ellers svær lørdag og er i spil til sejren ved Nordea Masters i Sverige.

Thorbjørn Olesen ligger på en delt tredjeplads inden sidste runde i Nordea Masters. Foto: Tt News Agency/Reuters

Thorbjørn Olesen ligger på en delt tredjeplads inden sidste runde i Nordea Masters. Foto: Tt News Agency/Reuters

Den formstærke golfspiller Thorbjørn Olesen har søndag chancen for at tage sin sjette sejr på European Tour, når han går de sidste 18 huller i Nordea Masters ved svenske Göteborg.

Lørdag spillede han sig frem på en delt tredjeplads med tre slag op til de førende, Paul Waring fra England og sydafrikaneren Thomas Aiken.

- Jeg ville gerne være et par slag tættere på, men det ser ud som om, at jeg stadig har en chance. Men jeg skal ramme mit bedste niveau og gå runden i en lav score, siger Thorbjørn Olesen til europeantour.com.

Han fik ikke den bedste start på lørdagens tredje runde. Blandt andet måtte han notere sig en bogey efter at have ramt bunkeren, og siden slog han bolden i vandet og lavede en dobbeltbogey.

Han formåede dog at gå de første ni huller i par, inden han gik de sidste ni huller i tre slag under par.

- Jeg ramte helt sikkert ikke bolden så godt som om fredagen. Det var lidt en kamp på de første ni huller, og jeg godt tilfreds med at gå dem i par.

- Så begyndte jeg at ramme den godt igen på de sidste ni huller og lavede nogle birdies. Det var svære betingelser, så tre slag under par var en god score, siger Olesen.

Den 28-årige dansker kæmper for en plads på det europæiske Ryder Cup-hold, og et topresultat i Sverige vil styrke hans muligheder for en udtagelse yderligere.

Han går ud på sidste runde søndag klokken 12.30.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.