Olesen med selvtillid: Jeg kan vinde en majorturnering

Thorbjørn Olesen deltager fra torsdag i PGA Championship, og han tror på, at han kan vinde en majorturnering.

Thorbjørn Olesen tager hul på første runde i PGA Championship torsdag aften klokken 20.32 dansk tid. Den anden danske deltager, Thomas Bjørn, lægger for klokken 14.23. Foto: Dave Thompson/Ritzau Scanpix

Thorbjørn Olesen tager hul på første runde i PGA Championship torsdag aften klokken 20.32 dansk tid. Den anden danske deltager, Thomas Bjørn, lægger for klokken 14.23. Foto: Dave Thompson/Ritzau Scanpix

Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen er fuld af tro på egene evner, inden det går løs ved majorturneringen PGA Championship.

Årets sidste major spilles fra torsdag i denne uge, og Thorbjørn Olesen føler, at han er tæt på at kunne vinde en majorturnering.

- Det er sjovt at møde op til en majorturnering og vide, at man spiller godt i øjeblikket. Det har været en sæson i to halvdele for mig indtil nu, men jeg har tre top-3-placeringer i mine seneste syv starter - inklusiv en sejr, og jeg føler, at jeg kan være klar til at vinde en majorturnering.

Sådan skriver Thorbjørn Olesen i et indlæg på europeantour.com, inden det går løs i PGA Championship.

Thorbjørn Olesen vandt European Tour-turneringen Italian Open i begyndelsen af juni, og i sidste uge blev han nummer tre i den stærkt besatte WGC-Bridgestone Invitational.

- Jeg ønsker bare at fortsætte med at gøre det, som jeg gør i øjeblikket. Jeg føler mig bedre forberedt efter at have spille majorturneringer de senere år.

- Jeg har langt mere selvtillid og tro på, at jeg rent faktisk kan vinde en af de turneringer på et tidspunkt. Det er nok den største forandring i forhold til for to-tre år siden.

- Jeg tror rent faktisk på, at jeg kan vinde en majorturnering, lyder det fra Olesen.

Danskeren er også bevidst om, at en god indsats i PGA Championship kan sikre ham en direkte plads på Europas Ryder Cup-hold, der i slutningen af september møder USA i Paris.

- Hvad angår Ryder Cup, så ved jeg, at spørgsmålet bliver stillet i denne uge. Det har altid været en af mine drømme at spille for Europa og konkurrere i Ryder Cup.

- I år er Thomas (Bjørn, red.) kaptajn, og der spilles i Paris. Det vil være ekstra specielt, men jeg har helt ærligt forsøgt ikke at tænke på Ryder Cup de seneste uger, lyder det blandt andet fra Thorbjørn Olesen.

Hans bedste resultat i en majorturnering er sjettepladsen i US Masters i 2013.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.