Søren Kjeldsen

Olesen og Kjeldsen falder tilbage ved hold-VM

Nordjyden Søren Kjeldsen faldt sammen med sin makker Thorbjørn Olesen tilbage ved VM natten til fredag

GOLF:Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen lagde flot fra land torsdag, men fredag kørte golfspillet ikke optimalt, og de faldt tilbage ved World Cup of Golf - VM for hold.

Danskerne rasler ned fra en delt fjerdeplads til en delt placering som nummer 12 i feltet på 28 af verdens bedste par.

Fra blot at være et enkelt slag fra de førende par er Olesen og Kjeldsen nu seks slag efter.

Vejrforholdene med massiv regn og hård vind gjorde betingelserne vanskelige for de fleste hold, og kun fire par fik en score under par.

Fredagens runde i Melbourne bød på foursomes, hvor spillerne på hvert hold skiftes til at slå til den samme bold.

Den disciplin kørte ikke for danskerne, der blev noteret for fire bogeys, to dobbeltbogeys og tre birdies. Runden endte i 77 slag - hele fem slag over banens par.

Det var en kontrast til torsdag, hvor danskerne gik åbningsrunden i blot 63 slag.

Allerede fra begyndelsen var den gal for de danske golfstjerner, som lagde ud med en dobbeltbogey på første hul.

Den præstation blev fulgt op af en bogey og dernæst en dobbeltbogey, inden femte hul bød på endnu en bogey. Og så var danskerne pludselig i seks slag over på dagen.

Fra sjette hul og resten af vejen gik det noget bedre for danskerne, der fik noget af det tabte indhentet inden turen til klubhuset.

Mere stabilitet var der i toppen af feltet, hvor et sydkoreansk par stadig fører an på en delt førsteplads med en belgisk duo.

Olesen og Kjeldsen, som vandt turneringen i 2016, deltager sammen med alle de andre par i fourballs lørdag, inden det hele slutter med endnu en omgang foursomes søndag.

/ritzau/