Olesen slutter Made in Denmark hæderligt af

Thorbjørn Olesen sluttede Made in Denmark med en score på 11 slag under par. Ryder Cup-plads er stadig i spil.

Ritzau
Thorbjørn Olesen vandt i 2012 sin første European Tour-turnering ved Sicilian Open. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Golf 2. september 2018 15:09

Søndag slog Thorbjørn Olesen sit sidste slag ved årets European Tour-turnering Made in Denmark.

Han sluttede 11 slag under par og fik dermed en hæderlig afslutning på turneringen.

Olesen startede svagt ud, men spillede sig op i løbet af søndagen. Han startede med en bogey og en dobbelt bogey, men endte alligevel med syv birdies og en score på fire slag under par.

En stor del af spillerne er først færdige sent på eftermiddagen, og derfor står det endnu uklart, hvilken placering Olesen ender på.

- Hvis jeg havde spillet de første fire-fem huller bedre hele ugen, havde jeg haft en meget bedre score. Men jeg synes stadig, jeg har mit topniveau, siger Olesen.

Der er dog en helt anden begivenhed, der har fyldt det meste i denne uge.

Olesen er snublende nær en plads på Europas Ryder Cup-hold. Lige nu venter han i spænding på det endelige resultat.

Olesens direkte konkurrent til Ryder Cup-pladsen, Matthew Fitzpatrick, er ikke færdig med sine 18 huller endnu. Han kommer først ind omkring klokken 15.30.

Til den tid vil det vise sig, om Olesen snupper den Ryder Cup-plads, han har snuset til hele ugen.

Vinder Fitzpatrick turneringen, misser Olesen den direkte plads. Alligevel under han Fitzpatrick sejren.

- Hvis han vinder, er det fantastisk og rigtig flot af ham.

- Jeg kommer ikke til at følge med nu her. Men jeg kommer nok til at kigge lidt senere, når det hele er slut, siger Olesen.

Snupper Olesen pladsen, vil han ikke fejre den mere end normalt.

- Jeg skal tilbage til København med mine venner og ud at spise. Selv om jeg ikke skulle kvalificere mig, vil jeg gøre det samme. Der bliver ikke noget ekstra, siger Olesen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...