Nibe

Olesens by-paradis

Rejseholdet fra Nibe Havekreds på visit hos Lillian og John

NIBE:Yderst i Søndergade, med ryggen mod Sønderbakken, residerer Lillian og John Olesen i et hyggeligt byhus, hvor fruen har indrettet sig som kommunal dagplejer, mens herren ruller rundt i det himmerlandske i sin gule postbil og bringer breve, aviser og andet godt ud for Post Danmark. Privat har parret dog en lidenskab, der springer ud i fuldt flor år efter år: HAVEN. Igennem nu 23 år har Olesens skabt en byhave, der udstråler personlig udfoldelse og smag, og som mange gæster i tidens løb har hentet inspiration fra. Som 60 medlemmer af Nibe Havekreds, der netop har kigget forbi. Smuk er den, plænen. Græs er en af John Olesen store interesser, der er ikke en eneste ukrudtsplante, ligesom alle stråene er grønne helt ned til jordoverfladen og velklippede som på en golfgreen. - Jeg indrømmer, at det ind imellem er nødvendigt med en smule plænerens. Men jeg plasker ikke græsset til, nøjes med at pletsprøjte de uønskede planter. Haven bærer præg af, at den bagest går over i skrænten op til Sønderbakken. Her har John Olesen etableret terrasser, ligesom han har bygget en stentrappe, der fører helt op til stien på kanten, hvorfra udsigten over by og fjord er hjertegribende smuk. Her er han dog ikke færdig, men det er en have efter hans mening heller aldrig, så måske vil skråningen en gang i fremtiden blive prydet af et lille vandløb, som han godt kunne forestille sig snoede sig fra toppen ned mod bunden som et vandfald af en slags. Men det er fremtid. Fremtid er ikke familiens ribsbuske, der ikke ligner nogen andre. John har nemlig opstammet de to af slagsen, der står ved siden af drivhuset sammen med en lille stikkelsbærbusk med enorme bær på. - Ved at opstamme buskene er det nemmere at komme til, ligesom udbyttet blive større, fortæller den engagerede havemand. Han beretter om op mod 10 kg. høst pr. busk - et voldsomt udbytte, der dog ser ud til at blive matchet af både drivhuset og grønthaven, hvori højbedene bugner af sommerens afgrøder. Lillian har to områder i haven, som er hendes, og det er foruden drivhuset, de mange smukke og farverige fuchsiaer, der overalt pryder haven, blandt andet hængende i krukker fra espalieret og ved terrassen. -Jeg har vel omkring 50-60 fuchsiaer af forskellig slags. Og så til det uundgåelige spørgsmål: Hvordan får man tid til at holde en have så flot. - Når jeg kommer fra arbejde, tager jeg for det meste en runde og luger lidt, hvor det er påkrævet, fortæller John, der dog kan andet end passe haver. Han er som tidligere fortalt i NORDJYSKE regerende nordisk mester i postkørsel, en titel, som han sidst i august skal til Finland for at forsvare.