Olfert Fischer bestod prøve

Korvetten er klar til at indgå i NATOs flådestyrke

Pia Haugaard
Olfert Fischer er nu certificeret til NATO Responce Force, som skib og besætning skal indgå i fra juli til og med september. FOTO: SOK
Militær 9. marts 2007 05:00

FREDERIKSHAVN: Korvetten Olfert Fischer har bestået sin eksamen, en såkaldt Operational Readiness Evaluation, og er nu klar til fra 1. juli i år at udgøre Danmarks bidrag til NATOs stående flådestyrke. Chefen for Søværnets Taktiske Stab, flotilleadmiral Palle Cortes, har med sin stab fulgt skibet meget tæt de seneste dage, blandt andet under øvelsen AUT BATT 07 i farvandet omkring Bornholm. - Her har vi siden søndag udsat Olfert Fischer og andre skibe for et for dem ukendt scenarie, hvor de var under konstant trussel, for eksempel fra fly eller selvmordsbombere i gummibåd. - Vi har så set på, hvordan Olfert Fischer har reageret og har samarbejdet med de andre enheder, siger Palle Cortes, som altså nu har givet skib og besætning det blå stempel. For Olfert Fischer betyder det, at skibet nu kan deltage i samarbejde med de andre NATO-styrker i alle type operationer lige fra krig til nødhjælp. Dog skal den, inden den er 100 procent klar, gennemgå en intern inspektion, men fra juli vil den være til rådighed for NATO Responce Force døgnet rundt, indtil den efter tre måneder afløses af korvetten Peter Tordenskiold. Forude venter altså en spændende periode, der, hvis der ikke opstår akutte situationer, blandt andet vil byde på out of area-operationer udenfor NATO-styrkens normale operationsområde.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...