EMNER

Olie - en stakket frist

En nordjysk læser, som af forskellige grunde helst ikke vil have sit navn i avisen, spørger, hvad han skal gøre ved sin flotte havestue af træ. Han har omhyggeligt forsøgt at holde det lyse fyrretræ fint ved hvert år at smøre det med Tripolin til udendørs brug (altså med fungicid), men alligevel er der kommet sorte pletter. Hertil må jeg sige, at uanset Trip-Traps gode navn, så er det en betænkelig ide at vedligeholde udendørs træværk udelukkende med olie - og her taler vi om fyrrretræ og tilsvarende lyse og følsomme træsorter. Der er to syndere: Solen og diverse skimmelsvampe. Solen nedbryder såvel selve træet som den film af olie, som efterlades som beskyttelse af overfladen. Den eneste radikale løsning på det problem er tilsætning af pigment - altså farvepulver, som effektivt udelukker solens stråler og derved både beskytter træet og olien/malinlgen. Pigment er så at sige det ultimative lysfilter - man kan også tilsætte et "usynligt lysfilter", som det ofte sker i lak og andre transperente produkter, men det ER altså rent fagligt en nødløsning med begrænset levetid. Den nemmeste og mest effektive beskyttelse af træ er og forbliver maling - og det er selvfølgelig en træls sandhed at se i øjenene, når nu man så gerne vil bevare træværket synligt. @Mell.10.Olie - godt og skidt @Brød.8.note-u-indryk:Det andet problem ligger i olien. På den ene side er den yderst gavnlig for træet, idet den fungerer som "poremætning" - den trænger fantastisk godt ind i træet og udfylder her en mase små hulrum, som ellers kunne optage fugt. En fornuftigt oliebehandling holder (selv under vanskelige forhold) træfugten under de kritiske 18 pct, som er forudsætningen for skimmelsvampenes velbefindende. På den anden side er olien i sig selv glimrende næring for skimmelsvampe - i fugtige perioder lever de aldeles strålende på oliefilmens overflade, hvad tusinder af danskere har observeret efter i den bedste økologiske mening at have givet deres fine nye træværk rå linolie: Efter kort tids fugtigt vejr bliver overfladen sortspættet af små skimmelkolonier i tusindevis, og på et års tid eller tre bliver hele fladen gråsort. Løsningen på dette problem er fungicid, som imidlertid har en begrænset levetid - giften udvaskes og aftager i effekt. Især når den film, som giften er bundet i, er forholdsvis let nedbrydelig og alt andet end slidstærk - hvilket rå linolie må siges at være, da den jo i sin rene form hærder op til noget, der ligner voks. Derfor eksperimenterede man allerede for mange, mange år siden med at gøre linolien mere slidstærk: Ved at "koge" olien og blandt andet tilsætte tørrelse og kinesisk træolie gør man den tættere, hårdere og mere sej, så den modstår vand og slidtage - ved at tilsætte "lysfilter" hæmmer man UV-lysets nedbrydning, og en slat fungicid hindrer skimmel i overfladen - produktet kaldes lak! Lak eller maling Det, som du og mange andre efterlyser er en olie, som på magisk vis er usynlig, men ikke desto mindre holder træet så frisk og lyst, som da det kom ud af høvlen - den olie findes ikke! I givet fald skulle den - vil jeg tro - indeholde spandevis af silikone samt en krasbørstig OG langsomt nedbrydelig gift. Ingen rar cocktail. Vi stakkels danskere, som er begavet med et umanerligt træls klima for træværk - med masser af fugt og det, som i fagsproget hedder nulpunktspassager (skift imellem forst og tø) - må nøgternt betragtet vælge imellem, om træværket skal males eller lakeres. Og før du beslutter dig for lakering, vil jeg foreslå dig en fortrolig snak med ejeren af en træbåd - han kan nemlig fortælle dig, at lakeret træværk skal passes i hoved og mås som en lille baby. Første år skal det have 4-6 gange lak med mellemslibning - de følgende år skal det slibes og lakeres mindst én gang - og hvert 10. år skal du skrabe hele balladen af og starte forfra. Jeg siger god fornøjelse ... Beklager ... I praksis vil jeg altså mene, at alt træværk før eller siden skal males. Men hvis du har lavet et nyt plankeværk, en terrasse eller en væg, som bare er SÅ flot, at du absolut vil prøve at bevare dets "naturlige" udseende, så giv det 2-3 gange grundingsolie med fungicid - og nyd synet, så længe det varer. Afhængigt af vind, vejr og de lokale forhold kan du måske holde den kørende i nogle år - og måske har du herefter mod på at rense hele herligheden af med brintoverilte og starte forfra. Og når du bliver træt af det cirkus, så maler du træværket i en smuk farve og bevarer synet af det fine nye træ som et kært minde. Sådan ser virkeligheden ud - jeg beklager. Kjeld Bjerre