EMNER

Olie siver stadig fra "Fu Shan Hai"

RØNNE:Miljøskibet "Gunnar Thorson" indsamlede i går omkring fem ton olie, der fortsat lækker fra det forliste kinesiske skib "Fu Shan Hai" ud for Bornholm. Dykkere skulle have undersøgt vraget for at finde udstrømningsstedet, men det lod sig ikke gøre. - Det blæser for meget med 13 meter i sekundet. Bølgerne er to-tre meter høje, siger den vagthavende officer hos Søværnets Operative Kommando (SOK). "Gunnar Thorson" kunne opsamle olien i umiddelbar forlængelse af vraget, hvorfra den drev østpå. Der ligger stadig en tynd oliefilm længere østpå på begge sider af Christiansø og Ertholmene. Oliefilmen er for tynd til at kunne bekæmpes, men går udenom øerne, oplyser SOK. /ritzau/