Oliebranchen øjner nyt eventyr i Nordsøen

Branchen ønsker hjælp fra staten, men klima- og energieksperter fraråder

Naturvidenskab 13. februar 2011 05:00

Der ligger ekstra reserver af olie og gas for milliarder af kroner i kalklagene under de eksisterende oliefelter i Nordsøen. Men det er forekomster, der putter sig i porer så små som i et stykke tavlekridt, og som oliebranchen endnu ikke har teknologi til at hente op. Derfor efterlyser oliebranchen sammen med Dansk Industri statslig forskningsstøtte og lempeligere beskatningsregler for de særligt store investeringer, der skal til for at hente olie op. Ifølge branchen er det en udvikling, der haster, hvis olieselskaberne skal nå at få en ekstra forrentning ud af de 250 milliarder kroner, som de har skudt i boringer og anlæg i Nordsøen i de seneste 40 år. - Vi står i et vadested, hvor det er muligt at bidrage til øget vækst, men hvor vi mangler nogle politiske beslutninger. I dag bidrager staten med nul kroner, men tjener selv hovedparten ved beskatning, siger bestyrelsesmedlem i Danish Offshore Industri og adm. direktør i Rambøll Olie & Gas, John Sørensen. Vil bruge CO2 Kun en håndfuld millioner kroner har olieindustrien fået del i af de 2,3 milliarder kroner, som staten afsætter til energiforskning. Resten er gået til vedvarende energi. Oliebranchen går efter at bruge CO2 i stedet for vand til at drive mere olie og gas ud af småporerne i kalklagene. Nedkølet og komprimeret til mellemting mellem væske og gas kan CO2 opløse olien bedre og få mere med op, end når der pumpes op med vand. Det er en metode, som bruges på land i USA. Til havs og i en undergrund af kalklag har endnu ingen forsøgt sig. - Det er en stor udfordring at få til at lykkes og forbundet med store omkostninger, siger vicepræsident Franz Willum Sørensen fra Mærsk Olie & Gas. For samfundet er der flere fordele, opregner branchen: Danmarks forsyningssikkerhed og selvforsyning forlænges et uvist antal år. Ekstra statsindtægter kan investeres i den planlagte omlægning til grøn energi. Oliebranchen skaffer flere arbejdspladser og indtjener flere eksportkroner med den knowhow, der udvikles. Og klimaet vil få det bedre af, at CO2'en skal hentes i store mængder fra kraftvarmeværker eller andre større industrianlæg og pumpes ned i oliefelterne for al evighed. Argumenter preller af Men de mange gode argumenter preller af på klima- og energieksperter. Det gør hverken fra eller til for det globale klima, om Danmark henter mere olie op af Nordsøen. Det er alligevel de rige olielande i Mellemøsten, der svinger taktstokken for, hvor store mængder fossile brændstoffer, der bringes på markedet, siger Jørgen Henningsen, der er tidligere direktør for EU-Kommissionens miljødirektorat og medlem af regeringens klimakommission. Og han betvivler, at der er så store gevinster ved at hente den ekstra olie op, som oliebranchen lover. - Den slags ny teknologi bliver altid dyrere end først lovet. Derfor bør man være lidt forbeholden, når oliebranchen siger, at her ligger der en guldgrube, siger Jørgen Henningsen. Han mener ligesom professor i energiplanlægning Henrik Lund fra Aalborg Universitet, at oliebranchen selv bør bekoste en videre udvikling af olie- og gasproduktionen. - De penge er bedre brugt af staten til at isolere huse eller udvikle sol- og vindenergi. Det er noget, der holder evigt. Hvis der virkelig er så mange flere penge at hente i oliefelterne, så må oliebranchen jo selv have råd til at betale for udviklingen, siger Henrik Lund./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...