Olieeventyr skaber nye forbindelser PartnerSKABer: Nordmænd forstår at omsætte nye fund i samarbejde til alle sider

STAVANGER:Tonen på den store norske olie- og gasmesse ONS2004 er ikke til at tage fejl af. Den bærer umiskendeligt præg af deltagernes herkomst, og der tales irsk, skotsk, norsk og dansk - og jysk, som var man på marked i Ho eller Hjallerup, fordi Vest- og Nordjylland er hjemsted for den danske offshore-styrke. Men selv om ONS2004 udpræget handler om den boreaktivitet, der finder sted i og omkring Nordsøen, er det alligevel en affære, der påkalder sig opmærksomhed fra det meste af kloden. Det kan blandt andet ses af det meget store presseopbud, der tæller fag- og dagspresse fra alle kontinenter, men også gennem de mange internationale kulturindslag, man har kunnet møde i Stavanger i den sidste uges tid. På byens brygger - den ene af dem hedder faktisk Skagen Brygge - viste byer som færøske Torshavn, italienske Ravenna, spanske Bilbao og braslianske Rio de Janeiro ansigt, sidstnævnte tilmed i form af et større samabaoptrin ude på selve messen. Men også på det rent faglige plan, var der mange udstillere og gæster udefra. Der sker en betydelig udveksling af erfaringer mellem de lande, der dyrker offshoreolieudvinding, og Norge hjælper eksempelvis Iran med at opbygge ny kompetencer inden for olie- og gasproduktion. Da mange også er kunder til brændstofferne fra den norske undergrund - Gaz de France henter 30 procent af sine forsyninger i Norge - er der også en meget direkte interesse i at høre om de fremtidige muligheder. På den danske stand er der ligefrem opstået tradition for at holde festlige sammenkomster med irere og skotter - de er jo festlige i forvejen - og på den måde knyttes der forbindelser på kryds og tværs mellem alle dem, der har en finger med i spillet om Nordsøolien. Og det handler langt fra kun om gigantiske boreplatforme og pipelines, men ligeså meget om rekruttering og uddannelse af fagfolk, som det gælder for nordjyske HH Consult og Bramming-firmaet Fjord& Fjord, der gør det i sikkerhedsuddannelse og -rådgivning. På mange måder er det esbjergensiske miljø længst fremme i skoen, men da Danish Marine & Offshore Group er et fællesdansk foretagende kommer det også firmaer fra Nordjylland til gode.