Olieforurening af renseanlæg bremset

Affald 1. februar 2005 05:00

Fredericia, mandag /ritzau/ En olieforurening fra Shells havneterminal i Fredericia truede en overgang byens centrale renseanlæg, men mandag arbejdede bakterier igen for næsten fuld kraft. De rensende bakterier i Fredericia Centralrenseanlæg overlevede den olieforurening fra Shell, som sendte renseanlægget ud i en krise i løbet af weekenden. Der kom ikke olie ud i det omgivende miljø, men en overgang var der frygt for, at renseanlægget ikke ville kunne rense byens spildevand. Chefen for anlægget, Per Holm, skønner, at effektiviteten på anlægget var 80-90 procent mandag formiddag, efter lørdag at have været sat næsten ud af drift. Krisen for bakterierne i renseanlægget tog 36 timer. Olieforureningen kom fra Shells havneterminal i Fredericia og løb ud i kloaknettet i byen. Per Holm siger, at beredskabet og systemet virkede som det skulle, fordi olien blev samlet i kloaknettet, hvorfra olien kunne pumpes væk. Kloaksystemet var mandag ved at blive renset. En del af olien kom imidlertid frem til det centrale renseanlæg, hvor den lagde en kraftig dæmper på den biologiske del af anlægget, som renser spildevandet fra Fredericia. - Vores biologiske rensedel har ikke taget skade, siger Per Holm til Ritzau. Størrelsen på forureningen og regningen for den er endnu ikke gjort op. Per Holm holdt møde med Shell mandag. Reduktionen i kapaciteten på renseanlægget skete ved, at olien "pakkede" de rensende bakterier ind, så de blev inaktive. Olien lå imidlertid i overfladen, hvorfra den kunne suges op, så bakterierne kunne fortsætte deres arbejde med det almindelige spildevand. Forureningen blev opdaget, da folk i Fredericia lugtede olie fra toiletter og afløb.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...