Olieforurening i bæk stoppet

Forurening 20. april 2003 08:00
BRØNDERSLEV: - Olien løb i stride strømme i bækken, og det lugtede, fortæller kunstneren Martin Sloth, der var på tur med hunden, da han i går morges opdagede olieforureningen i Lygtebækken. Et medlem af Brønderslev Lystfiskeriforening tilkaldte derefter Falck, som gik i gang med at lægge tre-fire flydespærringer ud i bækken. Lystfiskerne sætter tusindvis af ørred-yngel ud bl.a. i Lygtebækken, der løber videre ud i Ryå og Limfjorden. - Det ser ud som om, vi har fået det stoppet. Vi var lidt bekymrede for, om det ellers skulle løbe videre til Ryåen, siger indsatsleder Kurt Mortensen. Man gik langs bækken op mod strømmen for at finde forureningskilden. På en vendeplads fandt man små, sorte søer af diesel-olie. - Men man kunne nemt få den tanke, at det har noget at gøre med tyveri af diesel-olie, som politiet har fået anmeldelser om. Vendepladsen kan være brugt til at læsse det om, men vi ved det ikke, siger Kurt Mortensen. I løbet af i går eftermiddag fjernede en rendegraver det forurenede grus, jord og diesel, der var årsag til forureningen.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...