Lokalpolitik

Oliejagten intensiveres på Færøerne

Oliegiganter forhabndler med Landsstyret om nye boringer

TORSHAVN:Med flere oliegiganter - herunder Statoil, BP og Amerada Hess - i spidsen vil en række selskaber nu gøre to nye og anderledes forsøg på at finde olie i den færøske undergrund. Olieselskaberne, der tidligere med skuffende resultater har forsøgt sig på Færøerne, forhandler nu med Færøernes landsstyre om, at nogle af deres tildelte tilladelser til at bore efter olie skal foregå et andet sted end oprindelig aftalt. I den første udbudsrunde, hvor landsstyret gav otte boretilladelser i området på grænsen mellem de britisk ejede Shetlandsøer og Færøerne, er der foretaget foreløbig fire boringer. Området har fået navnet "guldhjørnet", fordi der på den britiske side af grænsen udvindes olie for milliarder. BP og Statoil, der er blandt de selskaber, der har foretaget boreforsøg på den færøske side, landede dog skuffende i tomme brønde. Selskaberne har sammen med en række andre foretagender flere boretilladelser i samme område, og det ventes nu at disse licenser vil blive slået sammen til to og flyttet længere ind på den færøske landsokkel. Ifølge den færøske avis Sosialurin er basalten tykkere der, hvor selskaberne i stedet gerne vil forsøge sig. - På baggrund af resultaterne af de første boringer i den færøske undergrund har olieselskaberne endevendt sine arbejdsmåder og vurderinger angående Færøerne. De er kommet frem til, at der er større muligheder for at finde gas og olie, hvis de flytter deres brønde til andre steder på den færøske landsokkel, påpeger Sosialurins chefredaktør Jan Múller, der har et grundigt kendskab til oliejagten på Færøerne. De tykkere basaltflader i området, hvor olieselskaberne nu ønsker at bore, medfører samtidig at omkostningerne er store. Af samme grund har olieselskaberne ønsket at de øvrige fire boretiladelser i guldhjørnet i den første udbudsrunde reduceres til to længere inde på landsoklen. BP og en række andre olieforetagender - herunder Shell - ventes allerede til sommer at foretage prøveboringer. Samtidig vurderes det, at en sammenslutning med Statoil og bl.a. det dansk-ejede Dong forsøger sig længere ind på den færøske landsokkel i sommeren 2007. Færøernes olieadministration har givet olieselskaber bevillinger til at bore efter olie på Færøerne via foreløbig to udbudsrunder. Mens der blev givet otte tilladelser i den første udbudsrunde, blev der givet syv licenser i den anden runde. I sidstnævnte runde indtager Chewron Texaco en dominerende rolle. /ritzau/