Olieprisen stiger stadig

USA 25. september 2002 08:00

KØBENHAVN: Prisen på råolie fortsatte med at stige i går. Iraks afvisning af enhver ny FN-resolution samt frygt for, at orkanen Isidore skal skabe ødelæggelser og medføre produktionsforstyrrelser i Den Mexicanske Golf, angives af TDN Finans som forklaringer. En tønde af den amerikanske referenceolie - West Texas Intermediate - til levering i november kostede i går morges dansk tid 31,10 dollar efter en stigning på 39 cent. Det er det højeste niveau i 19 måneder. Mandag steg råolieprisen i London 70 cent til 29,13 dollar for Brentolie til levering i november. Olielagertallene, der offentliggøres i disse dage fra henholdsvis American Petroleum Institute (API) og det amerikanske energiministerium (DOE) ventes at vise et fald i de amerikanske lagre af råolie på mellem 2 mio. tønder og 2,6 mio. tønder fra det lave niveau på 292 mio. tønder, der blev nået i sidste uge. Det viser en rundspørge blandt 11 analytikere, som Bloomberg News har spurgt. (RB-Børsen)

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...