Bortførelser

Oliver-sag gav gråd i retten

KØBENHAVN:Der blev grædt i alle ender af retslokalet i Lyngby fredag, da sagen om kidnapningen af 5-årige Oliver Chaaning fortsatte på fjerde dag. Det skete, da anklager Jørgen Jensen afspillede en videoafhøring af lille Oliver. Den blev foretaget få dage efter kidnapningen 16. april. Under afspilningen sad to af de fire tiltalte kinesiske mænd og snøftede, og også blandt nævningerne var der snøft og fugtige øjne. Inden afhøringen var det Olivers farmor, Elisabeth, der havde svært ved at håndtere følelserne i vidneskranken. - Det er meget svært for mig at fortælle om. De sagde, de ville tage livet af mit barnebarn, fortalte hun. På videooptagelsen hørte man drengen fortælle om den dag, "tyvene" tog ham fra sin mor på P-pladsen ved børnehaven Skovbakken på Geels Plads i Virum. - Da mor hentede mig, tog tyvene mig. De var rigtig hurtige, fortalte Oliver den politikvinde, som foretog afhøringen. Oliver kunne også fortælle, hvad der skete uden for bilen, da han blev bortført. - Min mor var ude at slås med tyvene. Oliver fortalte også, hvordan han var blevet lagt i en kuffert med tape for mund, øjne, arme og ben. Og hvordan han lå bundet i "tyvehuset", som han kaldte kollegieværelset, inden politiet befriede ham. To af de fire tiltalte har erkendt at stå bag kidnapningen. Den tredje tiltalte erkender, at han agerede chauffør, men hævder, at han blev tævet og truet til at deltage. Den fjerde tiltalte indrømmer, at han var med i planlægningen, men påstår, at han trak sig ud to uger før. Der ventes dom i sagen tirsdag./ritzau/