EMNER

Olmert-Abbas bereder grund for Bush

Jerusalem: Israel og palæstinenserne forsøgte tirsdag at berede den mest gunstige grund for USA¿s præsident, George W. Bush, som onsdag indleder en ugelang rundrejse i Mellemøsten. Rejsen er hans første i regionen som amerikansk leder. Bushs vil forsøge at fremme israelsk-palæstinensiske fredsforhandlinger. Hans erklærede mål er en fredsaftale mellem parterne, inden han forlader Det Hvide Hus om et år. Den israelske premierminister, Ehud Olmert, og den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, aftalte tirsdag på et forberedende møde, at de to parters forhandlingsdelegationer snarest skal mødes og drøfte de centrale stridsemner i den israelsk-palæstinensiske konflikt. - I dag enedes de to ledere om at give forhandlingsdelegationerne beføjelse til at gennemføre direkte og vedvarende forhandlinger om alle kernespørgsmål, sagde Olmerts talsmand, Mark Regev, efter Olmert-Abbas-mødet i Jerusalem. - Vi forventer, at de begynder hurtigst muligt, tilføjede Regev. Den israelsk-palæstinensiske aftale er det første lyspunkt og kommer på rette tid for Bush, efter at der ikke har været meget bevægelse, siden USA var vært for en mellemøstlig fredskonference i Annapolis, Maryland, i november. Israelske byggeplaner på omstridt territorium og vold i Gaza og på Vestbredden har fungeret som bremseklodser. Bush skal ifølge planen lande i Israel midt på dagen onsdag, og der er afsat tre dage til drøftelser med israelske og palæstinensiske ledere. Israelske bosættelser og sikkerhedssituationen ventes at stå øverst på dagsordenen onsdag. Palæstinenserne er utilfredse med, at Israel er begyndt at opføre flere hundrede lejligheder i Østjerusalem. Israel erobrede den østlige del af Jerusalem i krigen i 1967 og har siden annekteret bydelen. Palæstinenserne har udset Østjerusalem til hovedstad i en kommende palæstinensisk stat og ser derfor byggeriet som ulovlige bosættelser. Israel klager over den forværrede sikkerhed fra palæstinensernes side, og misnøjen er ikke kun rettet mod den militante palæstinensiske organisation Hamas, som greb kontrollen med Gazastriben sidste sommer. Israel beskylder også medlemmer af Abbas¿ Fatah-organisation for at have dræbt flere israelske soldater på Vestbredden - en begivenhed, som førte til flere dages israelsk razzia i området. Israel fastholder sikkerhedsbevogtningen i Nablus på Vestbredden, et center for militant aktivitet. De palæstinensiske myndigheder forsøgte tirsdag at demonstrere evnen og viljen til selv at håndhæve sikkerheden og tilbageholdt 12 militante, som var eftersøgt af Israel. Samtidig var israelsk politi i gang med en ganske særlig sikkerhedsoperation, nemlig en forstærkning af bevogtningen i Jerusalem under Bushs ophold. Over 10.000 betjente vil blive posteret i byen. Hovedgaderne i Jerusalem vil være lukket fra natten til onsdag. Hamas har lovet Bush en ikke særlig venlig velkomst. Hamas-ledelsen har indkaldt til en demonstration imod Bushs besøg. - Din barnemorder, forsvind! Du er ikke velkommen i Det Hellige Land, hedder det på en løbeseddel fra Hamas. Hizbollah i Libanon, Israels nabo nord, kom tirsdag ligeledes med en advarsel til den amerikanske præsident om at holde sig væk. Formodede medlemmer af Hizbollah, en militant islamisk bevægelse ligesom Hamas, sendte to raketter ind i det nordlige Israel, uden at nogen dog kom til skade. George W. Bush fortsætter fra Israel videre til resten af Mellemøsten. /ritzau/AP