Olmert anklages for alvorlige fejl i Libanonkrig

Israels premierminister beskyldes for alvorlig mangel på dømmekraft, ansvarsfølelse og forsigtighed i lynkrigen sidste år

Retspleje 1. maj 2007 06:00

JERUSALEM: Israels premierminister, Ehud Olmert, anklages for “meget alvorlige fejl” i håndteringen af lynkrigen i Libanon sidste sommer. Det fastslår en regeringsnedsat undersøgelseskommission i en rapport, som blev offentliggjort mandag. Rapporten giver den hårdt trængte Olmert endnu en politisk mavepuster og nærer de stadigt mere højlydte krav, om at han træder tilbage. Samme rapport har været imødeset med spænding og offentliggøres efter en seks måneder lang undersøgelse af krigen, som store dele af den israelske befolkning betegner som en fiasko. Ifølge rapporten handlede Olmert for hurtigt, da han 12. juli sidste år førte landet ud i krig uden en omfattende plan. Krigen brød ud, efter at Hizbollah militsen dræbte tre israelske soldater i grænseområdet mellem Israel og Libanon og bortførte to andre til Libanon. De bortførte soldater er fortsat savnet og det lykkedes heller ikke Israel at knuse Hizbollah eller at forhindre gruppen i at sende tusinder af raketter mod israelske mål under den 34 dage lange krig. Ifølge rapporten var der tale om en “alvorlig manglen på dømmekraft, ansvarsfølelse og forsigtighed.” Olmert lover, at “fejlene vil blive udbedret.” Der er også drøje hug til andre nøglefigurer i Israels politiske og militære top. Således konkluderer undersøgelseskommissionen, at forsvarsminister Amir Peretz manglede erfaring og kendskab til hæren. Det hedder blandt andet, at Peretzs opførsel som forsvarsminister “svækkede regeringens evne til at håndtere udfordringerne,” i forbindelse med krigen. Ligesom den daværende militærchef, generalløjtnant Dan Halutz, ikke var forberedt men “handlede impulsivt,” og at han lod, som om hæren var mere forberedt på krig, end den rent faktisk var. Halutz er efterfølgende trådt tilbage. Den israelske regering beskyldes desuden for at ikke at stille de nødvendige kritiske spørgsmål til den militære ledelse, inden soldaterne blev sendt i felten. - Vi beviser, at disse beslutninger og måden de blev truffet på led under de mest alvorlige fejl. Vi tillægger premierministeren, forsvarsministeren og den tidligere stabschef ansvaret for disse fejl, siger den pensionerede dommer Eliyahu Winograd, som stod i spidsen for undersøgelsen. Selvom Olmerts popularitet er styrtdykket som følge af krigen og en række skandaler, der har plaget hans regering, ser han ud til at blive på premierministerposten - i hvert fald indtil videre. Han har allerede meddelt, at han ikke agter at træde tilbage, og hans koalitionspartnere brænder heller ikke efter til at satse deres taburetter med et valg i utide. Olmert mødtes sent mandag med ministrene fra hans Kadima-parti./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...