Fodboldlandsholdet

Olsen har flere åbne spørgsmål mod Tyskland

Landstræneren ved endnu ikke hvem han har til rådighed til kampen

Morten Olsen, dansk landstræner. Foto: Scanpix

Morten Olsen, dansk landstræner. Foto: Scanpix

KOLOBRZEG:Det er endnu uvist, om Danmark må se bort fra Niki Zimling og Dennis Rommedahl til søndagens EM-kamp mod Tyskland. Landstræner Morten Olsen må have både en plan A og plan B klar.

- Vi har nogle skader, og vi ved ikke, hvem vi har til rådighed lige nu, siger Morten Olsen.
Dennis Rommedahl er slemmest ramt med en muskelskade i det ene baglår, men Brøndby-spilleren håber på at blive klar.
- Det er afgørende for, om spillere overhovedet kan blive klar, at de har den energi oppe i hovedet, og at de tror på det. Sådan er det, hvis vi alle sammen har et eller andet.
- Hvis vi bliver deprimerede eller demoraliserede over det, så tror jeg ikke, at man har nogen chance for at blive klar, forklarer landstræneren.
Morten Olsen tror stadig ikke på, at Rommedahl kan nå at blive helt klar til den afgørende kamp mod Tyskland.
- Den positive energi og positive kiggen på mulighederne er en kæmpe fordel, så det er positivt, at han ser sådan på det.
- Men det er en kamp med tiden, fordi det er en muskelskade, så realistisk set tror jeg ikke, han bliver klar, siger Morten Olsen.
Han er lidt mere optimistisk omkring Niki Zimling.
- Det er det samme med Zimling. Det er også en kamp mod tiden, men han har også en fornemmelse af, at det muligvis kan lade sig gøre. Der er ikke nogen, der har smidt håndklædet, lyder det fra landstræneren.
/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.