Olsen indkredser bejlere til åben plads i Serbien-trup

Landstræner Morten Olsen har ni spillere i kikkerten til den 23. og sidste plads i truppen mod Serbien.

Morten Olsen har i første omgang udset sig ni bejlere til den ubesatte plads, som landstræneren har i truppen til EM-kvalifikationskampen mod Serbien.

Olsen udtog onsdag 22 spillere til hjemmekampen mod serberne den 13. juni i Telia Parken.

- I første omgang har vi set bort fra Lasse Schöne, Leon Andreasen og Kian Hansen, og det taler for, at vi har en god trup.

- Hvis jeg ser på, hvem der måske skal med, så er det Tobias Mikkelsen, Mike Jensen - der spiller rigtig godt i Rosenborg lige nu - Viktor Fischer, Jannik Vestergaard, Jores Okore og Nicolaj Thomsen.

- Det bliver en af dem, der bliver indlemmet i truppen medmindre, at der sker noget uventet, siger landstræneren.

Morten Olsen ville gerne have udtaget endnu flere spillere, men han er nødt til at begrænse sig til 23.

- Vi kan kun bruge 23 spillere til kampen, 11 startere og 12 på bænken, men det ville da være rart at have flere med for at bevare et 11-mod-11-spil til træning, for der er altid nogle, der ikke kan deltage i træningen.

- Det kan være, at huset (DBU, red.) er villige til at udtage et par spillere mere, siger Olsen.

Ud over kampen mod Serbien skal landsholdet den 8. juni møde Montenegro i en testkamp i Viborg.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.