Olsen kan godt glemme Jepsen

AaB-backen må vinke farvel til tjans som førstereserve på landsholdet

Horsens 1. september 2005 18:19

HORSENS: Skulle landstræner Morten Olsen uventet få brug for førstereserven Allan K. Jepsen til de forestående VM-kvalifikationskampe mod Tyrkiet og Georgien, behøver han ikke at ringe til venstrebacken hos AaB. Allan K. Jepsen blev nemlig båret fra banen i Horsens efter at være blevet sparket ned bagfra af sin tidligere holdkammerat, kosovo-albaneren Besart Berisha, 19 minutter før tid, og umiddelbart efter kampen havde både Allan K. Jepsen og lægestaben i AaB svært ved at konkretisere ankelskaden på venstrebenet. - Jeg tror ikke, jeg ville have været i stand til at spille i den kommende weekend, og det med landsholdet er helt ude af billedet, sagde en fattet Allan K. Jepsen, mens AaB-fysioterapeut Henrik Bøgvad pakkede den beskadigede ankel ind med is. Der er nu 14 dages pause i Superligaen på grund af de forestående landskampe. Allan K. Jepsen ærgrede sig dog ikke kun over egen skæbne. Han tænkte også holdets sure skæbne i Horsens. - Vi havde målchancerne til at vinde med både tre og fire mål. Indstillingen fejlede intet hos os, og spillemæssigt synes jeg også, vi slap pænt fra opgaven – men scoringerne udeblev. Om den grove tackling fra Besart Berisha sagde han: - Jeg håber og tror ikke, han gjorde det bevidst. Han kom alt for sent med en tackling, og jeg var prompte klar over, den var helt gal, fortsatte Allan K. Jepsen. Mens alle ærgrede sig over nulløsningen og det ene point i AaB-lejren, havde AC Horsens-backen Per Gade grund til tilfredshed efter holdets tredje 0-0 på stribe i Superligaen. - AaB havde chancerne til at vinde, og det er den kamp, vi har givet flest chancer væk. Nu skal det også siges, at Martin Ericsson i mine øjne er den bedste offensive midtbanespiller i Superligaen. Ham havde Allan Søgaard sine kvaler med. De straffede os tit, når vi var på vej frem ad banen, men vi holdt stand, og i målet havde Søren Jochumsen heldigvis en af sine store dage, sagde Per Gade. Den tidligere AaB- og FC Nordjylland-spiller blev fortjent kåret til hjemmeholdets bedste efter den pointmæssige fine kamp mod AaB.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...