Olsen raser før landskamp

Landstræneren forstår ikke mediernes forsøg på at piske en stemning op

Norge 7. september 2002 08:00

OSLO: Den danske landstræner Morten Olsen langede fredag aften kraftigt ud efter de medier, der i hans øjne har været med til at skabe en hadsk stemning før EM-kvalifikationskampen lørdag mellem Danmark og Norge. Landstræneren læste for første gang i løbet af ugen norske aviser, da han med landsholdstruppen fredag fløj til Oslo. Og den oplevelse havde han meget gerne været foruden. - Når jeg i en norsk avis kan læse, at vi i den danske lejr er citeret for at sige, at vi skal til Norge for at møde en flok fjeldaber, så bliver jeg rasende. Og her bliver jeg rasende på dele af den norske presse. Det er kun for at oppiske en hadsk stemning blandt publikum, og sådanne opdigtede historier bør ikke høre hjemme, når Danmark møder Norge, sagde Morten Olsen, da han efter aftentræningen på Ullevaal Stadion selv satte dagsordenen på det efterfølgende pressemøde. - Der har været en heftig debat i løbet af den sidste uge omkring kampen i morgen, og det er kun fint. Det viser, at fodbolden lever i de to lande. Al den lir har vi brug for. Men det andet er helt uanstændigt, sagde Morten Olsen, der ikke ville sige, hvor han havde læst citatet om de norske fjeldaber. Ordkrigen i medierne var ikke den eneste ærgrelse, der trængte sig på hos landstræneren. Således havde han ikke forståelse for, at den tidligere AaB'er og FCK'er Ståle Solbakken, der agerer spion for den norske landstræner Nils Johan Semb fredag nøje iagttog Danmarks sidste træningspas. - Det ville vi aldrig selv have gjort. Men de må jo føle, at de endnu ikke kender os tilstrækkeligt, sagde Morten Olsen. I mængden af skuffelser kunne han dog glæde sig over, at Dennis Rommedahl er klarmeldt til kamp. Og at det generelle billede af den danske trup er ganske godt før den prestigefyldte kamp. - Det er en frisk start nu. En ny turnering. Flere spillere har ramt et højere niveau nu i forhold til VM. Ebbe Sands form og selvtillid er for eksempel 10 procent bedre end i Japan og Sydkorea. Vi skal gerne have noget med hjem fra Norge. Vi har kun otte kvalifikationskampe til at komme til EM, så det gælder om at komme godt fra start. Der er ikke plads til fejltagelser, fastslog landstræneren. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...