Olsenbanden for viderekomne

FILM "The Italian Job" Det er en rigtig, rigtig effektiv kupfilm den her. Hvor du ikke får lov at kede dig i ret mange splitsekunder. Og hvor action og humor på skift tager teten, og holder tempoet oppe. De første 20 - 25 minutter går i ét effektivt, adrenalinsus med skildringen af et mesterligt kup i et venetiansk palads, hvor guldbarrer for 35 mio. ligger bevogtet i et kæmpemæssig pengeskab. Men ved hjælp af snarrådig planlægning og hurtig speedbådsflugt præsenterer banden det umulige, og bagefter fejrer de seks kupmagere triumfen med hver sin hele flaske Dom Perignon. Så slutter festen. For den luskede Steve (Edward Norton) har sin helt egen dagsorden, og få sekunder senere kæmper de øvrige for deres liv på bunden af en tilfrossen sø. De fire overlevende slår sig sammen med Stella (Charlize Theron) - en køn, blond pengeskabsekspert - og så går resten af filmen med at få hævn. Det er egentligt en ganske ligetil historie, og filmen er da også en genindspilning af "Maxijob i Minibiler", der dengang i 1969 havde en ung Michael Caine i hovedrollen. Du kan så mene, hvad du vil om genindspilninger, men den her fungerer. Tempoet er hjulspinnende højt og det fremragende lydspor - med Pink Floyds rockklassiker "Money" som et af højdepunkterne - understøtter løjerne optimalt. For løjer er det. De gode skurke mod den onde, og selvfølglig holder vi med de sympatiske tyve, som sådan lumskeligen er blevet franarret alle deres mange rare guldbarrer. Charlie (Mark Wahlberg) spiller hjernen i foretagendet og gør det rigtig nuttet og velbarberet. Men også de andre roller er fint besat - Handsom Rob (Jason Statham) underspiller britisk kompetent som pige- og bilglad "get-away-man", nørden Lyle (Seth Green) er knuselskelig, og sprængstofgeniet, den tunghøre Left-Ear (Mos Def) har sit navn, fordi han som lille kom galt afsted, da han ville sprænge et skoletoilet i luften. Det er sådan en film, som bare hamrer derudad, og hele tiden holder gryden i kog med rappe, humoristiske replikker og masser af heftig action. Det hele er oven i købet indspillet on location i Venedigs snævre kanaler og midt i trafikkaoset i Los Angeles. Trænger du til at slappe af med en stærkt underholdende historie - ja, så er denne klassiske kupfilm bestemt sagen. En amerikansk Olsenbande-film, som gør brug af hele den moderne filmtekniks utallige virkemidler. Computeranimation, stunts og spækket med overraskende kameravinkler. Og gør det uden, at historien mister sin oprindelige, troskyldige charme. Et kup selv Egon kunne lære noget af. Bent Stenbakkenbent.stenbakken@nordjyske.dk "The Italian Job". USA, 2003. Instruktør: F. Gary Gary. En time, 51 min. Tilladt f. 11 år. Danmarkspremiere.