Fodboldlandsholdet

Olsens positive problemer

Syv mand slås om fire offensive pladser mod Georgien

VEDBÆK:Der sidder en landstræner på et hotelværelse i Vedbæk og tænker. Han pusler med sine brikker på brættet, prøvet at finde den blanding af talent, der vil kunne besejre Georgien onsdag aften i Parken og holde den danske VM-drøm i live. Morten Olsen har positive problemer, som han sidder der og tænker forskellige muligheder igennem - men ikke desto mindre skal han træffe et svært valg eller to. Olsens primære tankevirksomhed handler om de to centrale pladser forrest som henholdsvis spydspids og kuglestøber, for tre spillere presser sig på til de to pladser - og de er alle svære at komme udenom i forsøget på at sætte det stærkeste hold. Danmark råder lige nu over en skarp og velfungerende offensiv midtbanespiller i Claus Jensen, der var en af holdets bedste i Istanbul i weekenden. Desuden har Olsen en brandvarm bomber i Søren Larsen, der pt. scorer fra alle vinkler og med alle kropsdele. Men Olsen har også en viceanfører og superstjerne i Jon Dahl Tomasson, der lige nu ser uskarp og ufokuseret ud, men som ikke desto mindre bør have optjent lang snor for tro tjeneste og på baggrund af mange vigtige mål. Alle kan sættes af Morten Olsen har signaleret, at alle mand kan sættes af - som det skete for Jesper Grønkjær i Tyrkiet - måske er det et signal til Jon Dahl Tomasson, men det kan også være et varsel om, at Tyrkiet-kampens offensive profil, Claus Jensen, må en tur på bænken. Det spekuleres der i hvert fald i hos landsholdsspillerne selv. - Med Sørens Larsens styrke lige nu har vi fået nogle nye muligheder for at spille mere direkte og med højere bolde, så måske vælger Olsen at lade Larsen starte inde med Jon på midtbanen, spekulerer anfører Thomas Helveg. Rykerne i den fynske pande bliver dybe og øjnene signalerer tvivl, da Claus Jensens navn kommer op i samtalen. - Det er jo Morten, der bestemmer, og jeg er sikker på, at han finder en god måde at blande kortene på, lyder det diplomatiske svar. Scorer på det hele Det er Søren Larsens lynsucces på både klub- og landshold, der sammen med Jensens genfundne form og Tomassons tilsvarende dyk, der har skabt den vanskelige balanceopgave. Men selv om fire mål i fire landskampe taler sit eget tydelige sprog, så er Søren Larsens ego ikke vokset helt ind i himlen. - Hvis jeg sidder på bænken igen, så må jeg bare vente på min chance, men det er da rigtigt, at jeg tilsyneladende bare smider dem ind på samlebånd lige nu. Det er vist den berømte målnæse, der virkelig fungere for tiden, for det føles som om bolden bare dumper ned for fødderne af mig, siger Søren Larsen. Med den livgivende scoring i Istanbul har han for alvor fået vist, at han er de senere års bedste bud på en ny dansk angriber i international klasse. - Det kan godt være det ligner held, men omvendt så har Jon Dahl jo også altid scoret på de chancer, der ser tilfældige ud. Og det kan jo ikke blive ved med at være held, når stimen bare bliver ved og ved, siger Larsen selvsikkert. Fløjkabale skal lægges Også på fløjene ryster Olsen posen efter kampen i Istanbul, og med mindst fire oplagte kandidater til de to pladser, skal der lægges et tilsvarende vanskeligt puslespil her. Martin Jørgensen startede skidt mod Tyrkiet, men mod Georgien kan hans små snævre træk og hurtige ryk blive et værdifuldt våben. Til gengæld er tre mand klar til at blive makker med Fiorentina-spilleren. Formsvage Jesper Grønkjær brænder efter at finde sig selv igen, Dennis Rommedahl havde ingen tur i den i Istanbul, men spiller for tiden godt i England, mens Kenneth Perez nok tager skuffet hjem til Holland, hvis han ikke kommer i aktion i løbet af kampen. Han scorede hattrick sidst han spillede for AZ Alkmaar, og dermed kan der ikke klages over dagsformen. Brikkerne ryddes af bordet igen på landstrænerens værelse i Vedbæk. Posen med muligheder rystes - og onsdag aften skal Morten Olsen præsentere os for resultatet af hovedbruddet. Det eneste, der er givet er, at mindst et par spillere med rette vil føle sig forbigået og svigtet, når Olsen præsenterer planen.