EMNER

Olympisk comeback efter otte år

Kristine Andersen vil spille sig til en guldmedalje

ATHEN:For otte år siden stod hun i Atlanta med historiens billigste OL-guldmedalje om halsen. For fire år siden var hun for skadet til at komme til Sydney, men nu er Kristine Andersen tilbage i det olympiske liv. - Det er dejligt. Det er en fantastisk oplevelse. Endnu bedre end Atlanta, siger vendelboen med et af sine velkendte tandpastasmil. Dermed sigter hun ikke mindst til det sportslige, for mens hun ikke fik spilletid overhovedet i den danske triumf i Atlanta, så har hun spillet i Athen. Dog ikke helt så meget, som hun gerne ville have, men hun er stadig ikke helt oppe på toppen fysisk efter en knæskade. - Det har været et meget hårdt år for meget. Først var jeg skadet i lang tid. Da jeg så virkelig var kommet i form igen, så fik jeg denne knæskade, fortæller hun. Derfor har hun kæmpet hårdt for at komme med til sit andet OL, for selv for en vendelbo med et hav af pokaler og medaljer bag sig er de Olympiske Lege noget specielt. - For det første er det jo ikke bare håndboldlandsholdet, der er af sted. Det er hele Danmark, der er af sted som land. Og så er det altså noget meget specielt på mange andre måder, siger hun og tilføjer med et nyt kæmpesmil: - Det er jo ikke så tæt, at dronningen kommer på besøg derhjemme i hverdagen! Ikke med til Kina Kristine Andersen indrømmer dog samtidig, at det hele godt kan blive lidt overvældende ind imellem, men en snusfornuftig nordjyde ved jo godt, at det bliver hverdag igen. På et tidspunkt tilmed en hverdag uden landsholdet. - Jeg har ikke besluttet mig til noget endnu. Det kommer an på, hvordan jeg har det, når jeg kommer hjem efter OL. Hvis man kommer til det punkt, hvor man ikke synes, det er sjovt at fortsætte, så skal man stoppe, mener hun. Og OL i Athen bliver hendes sidste mesterskab af den slags. Også selv om Lotte Kiærskou betegner håndboldturneringen under OL som designet til gamle koner. - Jeg er ikke med i Beijing. Det er helt sikkert, lyder det fra den 28-årige Kristine Andersen.