Boksning

Olympisk guld hjem til Aalborg

Idræts Arkiv har rejst midler til at hjemføre Aalborgs eneste Ol-guldmedalje

VESTBYEN:Jørn Johansen er en vaskeægte champ, som Kurt Thyboe nok ville sige det. Efter tre ugers intens kamp, er det nemlig lykkedes kassereren fra Lindholm Bokseklub at skaffe penge nok til at tilbagekøbe historiens eneste olympiske guldmedalje vundet af en aalborgenser. Det eftertragtede klenodie blev vundet i boksning af den hårdtslående mekaniker Hans Nielsen, der ved legene i 1924 i Paris pointbesejrede argentineren Alfredo Copello i letvægtsfinalen. Og små 80 år senere er guldet atter på vej tilbage til Aalborg. - Nu har jeg det ualmindeligt godt, siger Jørn Johansen der i samarbejde med Aalborgs Idræts Arkiv har arbejdet hårdt på at få medaljen hjem. Og man forstår hans lettelse. Gong-gongen havde nemlig ringet ind til sidste omgang, da det lykkedes at få rejst de sidste penge til medaljen. I maj måned blev OL-medaljen nemlig solgt for 26.000 kroner for næsen af Jørn Johansen ved en auktion i København. Den anonyme køber var dog villig til at sælge klenodiet for 40.000 kroner, såfremt beløbet kunne fremtrylles inden 3. juni. Og det kunne det. Godt initiativ I sidste øjeblik trådte Ejendomsmæglernes Fond nemlig ind i ringen med en kæberasler til en værdi af 20.000 kroner. Og det var nok til at sikre medaljens hjemrejse til Nordjylland. - Det sker af og til, at Danmark vinder en olympisk guldmedalje. Men det er kun sket for Aalborg én eneste gang, og derfor er det så vigtigt, at vi får den hjem, forklarer Jørn Johansen, der håber, at bokseguldet kan sætte fut i vokseværket hos Aalborgs Idræts Arkiv. - Det åbner forhåbentlig muligheden for, at arkivet kan vokse sig større og blive et rigtigt sportsmuseum. Vi kigger allerede nu på at få nogle nye bygninger, og det er her medaljen skal være, siger kassereren, der dog må væbne sig med tålmodighed. OL-guldet kommer nemlig først til Aalborg om et par dage. Men hjem kommer det. - Det er et godt initiativ at få sådan et klenodie hjem til Aalborg, siger John Nørgaard fra Ejendomsmæglernes Fond, der altså afleverede det afgørende økonomiske uppercut. - Det ville være synd, hvis medaljen var havnet hos en eller anden amerikansk samler. Så ville et vigtigt klenodie være tabt for Aalborg. Men den eneste, der har tabt på denne historie er vist stakkels Alfredo Copello, der i 1924 mødte sin overmand i Hans Nielsen fra AK Jyden i Aalborg.