Olympisk metal mod ligasucces

Årets nordjyske resultater imponerer dommerpanelet

AALBORG:Sæsonen 2004/2005 bød på flotte resultater opnået af nordjyske idrætsfolk på sportsverdenens allerstørste scener. Derfor er det også tre repræsentanter for den absolutte eliteidræt, der er er nomineret til Den NORDJYSKE Idrætspris 2005. Under dommerpanelets pinsemøde blev der udtrykt respekt for årets flotte resultater, der der blandt andet bød på olympisk metal af både guld og bronze, medaljer ved verdensmesterskaber, EM-guld samt imponerende DM-resultater for en række hold og udøvere. Dommerpanelet - der er sammensat af repræsentanter fra såvel idrættens organisationer som Spar Nord og NORDJYSKE Medier - var derfor på en svær opgave, da de over 30 forslag fra læsere, lyttere og seere skulle reduceres til at stærkt finalefelt. Opgaven lykkedes dog - og de tre med sportslig spotlight på, bliver roeren Thor Kristensen, kuglestøderen Joachim B. Olsen og succesholdet Aalborg DH. Lige ved og næsten Der måtte tre afstemningsrunder i dommerpanelet til, før de tre nominerede til prisen var fundet. Og selv om elitens resultater nærmest blændede dommerne, så var en række mindre kendte idrætsgrene og udøvere i spil helt til det sidste. Såvel Fristrup Rideklub som Gug Ropeskipping Team og Horne Asdal Håndbold opnåede point nok til at komme med i den afgørende afstemning, hvor også en række eliteudøvere blev sorteret fra. Således må den tidligere vinder af prisen, racerkøreren Tom Kristensen, nøjes med at være lige ved og næsten denne gang - sammen med navne som karatekæmperen Thomas Bjurring, sølvholdet fra AaB Ishockey og Hadsund Roklub. Dommerpanelet udtrykte stor respekt for de ovennævnte idrætsfolk og -klubbers arbejde og resultater. Når dommerne d. 15. juni løfter sløret for vinderen af Den NORDJYSKE Idrætspris, er olympisk metal oppe mod liga- og publikumssucces. Hadsund-roeren Thor Kristensen vandt olympisk guld med den danske guldfirer, Joachim B. Olsen fik olympisk bronze og europæisk guld, mens Aalborg DH på rekordtid har skabt håndboldfeber i Nordjylland og sat sit tydelige mærke på verdens stærkeste håndboldliga for kvinder. I nomineringen af kuglestøderen Joachim B. Olsen lagde dommerne vægt på, at nordjyden både på det sportslige og det menneskelige plan har udviklet sig enormt i de seneste år - og at han er en mand med sine meningers mod. Om Thor Kristensens nominering sagde dommerne, at hans guld-præstation er enestående og resultatet af mange tusinde træningstimer. Samtidig lagde dommerne vægt på, at Thor Kristensen har vist stort overskud og format ved at sende en stor del af æren for den personlige succes videre til Hadsund Roklub. Aalborg DHs komet-sæson har også imponeret dommerne - der mener klubben sætter nye standarder for grænselandet mellem underholdning og sport. Samtidig imponerer den næsten uindtagelige hjemmebane i Gigantium og holdets evne til at spille lige op med verdens bedste hold.