Om at skære piber

Det er velkendt, at jeg ryger pibe, men mindre kendt er det vist, at jeg også skærer nogen af mine piber. Det tager lang tid. Et år eller mere er ikke usædvanligt, men det er fordi jeg sætter snævre grænser for hvilke redskaber, jeg må bruge. Piben, der er vist på billedet, er således kun skåret med én bestemt hobbykniv, som jeg arvede, da min far døde. Den er så gammel, at det er svært at skaffe nye blade til den, men jeg syntes, det var en passende hæder til ham kun at bruge den. Det fascinerende ved at skære piber er, at jeg begynder med en stor klump pibetræ, det såkaldte bruyere, der er så hårdt, at det næsten ikke kan brænde. Når jeg sidder med denne uformelige klump i hænderne, så forsøger jeg at se hvilken pibe, den kan blive… slår nogle linier og giver mig til at skære. Senere hen bliver det nødvendigt med nye linier, for den pibe, jeg ser til at begynde med, forandrer sig efterhånden, som arbejdet skrider frem, men en skønne dag så er den færdig, klar til at blive pudset og klar til at blive røget for første gang. Når jeg er nået så langt, så har jeg reduceret træets vægt til det halve… mindst. Det er det samme, når der skal lægges et nyt gulv. Brædderne kortes af få at få den rigtige længde, inden de bliver skruet på plads. Det, vi mennesker er så gode til, er, at reducere det materiale vi begynder med, indtil vi når frem til noget anvendeligt. Faktisk er vi ikke nær så dygtige til at forøge materiale mængden. Det kan gøres ved at slå brædder sammen med søm og lim, eller det kan gøres ved at svejse metal sammen. Alligevel skal du lægge mærke til at to stykker metal, der er svejset sammen stadig er to små stykker og ikke et helt stort. Den eneste måde, hvorpå mennesker kan forøge materiale mængden, er ved at smelte metal og lade det størkne i en form, eller man kan lave en portion cement som så størkner i en form. På den måde opnås et helt stykke. Træ kan man kun få mere af ved at lade naturen skabe det for sig. Det er faktisk det samme indenfor alle områder af den menneskelige tilværelse. Da Sussi og jeg startede på Ritz, havde vi en masse ideer. Nu står vi tilbage med nogle få, men det er til gengæld de, der virker. Hver gang vi får et flip og får hundrede nye ideer. Det sker faktisk tit. Så går der lang tid med at reducere ideerne til det, der kan fungere i praksis. Da jeg var en lille dreng, havde jeg fantastiske planer for, hvad jeg ville bruge mit liv til, og nogle ganske få af disse gamle ideer forfølger jeg stadig. Det er de få, der kan blive til virkelighed. Det er underligt at tænke på, at vi mennesker stort set kun kan skabe ved at begrænse … ved at pille ned. Vi bygger noget brugbart op samtidig med, at vi skærer det væk, der er i vejen. Den store klump bruyere træ bliver til en lille klump, der nu er til at genkende og bruge som en pibe. Resten af træet er havnet i skraldespanden. Det, vi kan lære, er, at det ikke er forkert at gøre noget galt, for det fejlagtige er det, der skal væk, og for hver brist vi fjerner, jo lettere bliver vi som mennesker, men samtidig bliver vi mere funktionelle og brugbare.