Litteratur

Om at turde drømme

Jay Nussbaum.

Jay Nussbaum.

Nussbaums bog er om to fisks forsøg på at redde et udsnit af oceanernes fiskebestand. På overfladen. Egentlig drejer det sig langt snarere om personlig udvikling og tilstedeværelse i verden. Som sådan minder "Kald mig Fishmael" om "Jonathan Livingston havmåge" og det er da også derfor, at bogen ikke får mere end fire stjerner; den synes på forskellig vis allerede at have været skrevet tidligere, men alligevel fremstår den paradoksalt som noget i sig selv. Den udvikling og det nærvær, der plæderes for i bogen, er centreret omkring tesen om de ti cirkler: i den inderste cirkel findes ens mest absolutte værdi, den værdi uden hvilken man ikke kan leve, og efterfølgende kommer så de mindre vigtige værdier, en værdi for hver cirkel indtil cirkel nummer ti. Kan man udfylde det skema og leve ud fra det, så vil man uvægerligt finde sin egen strøm, som det hedder i bogens delvist forfriskede sprog. Som sådan bærer bogen også mindelser om en del af den vestlige mystik, der udsprang af frimureriet i England i slutningen af 1800-tallet. En af de ledende skikkelser her inden for var den engelske magiker og enfant terrible Aleister Crowley, udskældt og misforstået, men hans doktrin var netop denne: find din egen strøm (eller sande vilje) og vær tro mod den, for kun sådan kan man leve et oplyst liv. Der er som sådan ikke meget nyt at hente i bogens idéunivers; idéerne er blevet luftet et utal af gange (og i vekslende forklædning) i hvert fald siden romantikken, men til gengæld er det mesterligt fortalt. Og dog. Jeg har et aber dabei. Hvordan græder fisk? Kan vand blive varmt af blod fra et koldblodet dyr? Hvorfor kan en fisk forstå menneskesprog, når mennesker ikke kan forstå fiskesprog på trods af at fisk åbenbart taler et menneskesprog med et utal af latinamerikanske gloser? Og hvad har Gud (eller havkattens Knud) med hele sagen at gøre, der netop ikke er farvet af kristen mytologi? Jeg vil lade spørgsmålene stå ubesvaret. Når alt kommer til alt, så har Nussbaum skrevet en medrivende, oplysende og rørende fortælling om at turde at drømme og ikke mindst turde leve med drømme, han har skrevet en bog om at finde sig selv, om at blive skuffet og dog turde leve videre med skuffelsen siddende dybt i kødet, om ikke at sætte livet (eller økonomien for den sags skyld) først i sit værdihierarki, men derimod kærligheden. Han har skrevet en bog, der fortjener at blive læst. Christian Stokbro Karlsen kultur@nordjyske.dk Jay Nussbaum "Kald mig Fishmael" 144 sider, 179,95 kr. Kastaniehøj Forlag