Om at vælge side

Thyboen Henrik Vang Christensens beretning om oplevelser i Kosovo-krigen

Villy Dall
Henrik Vang Christensen, født 1970, er befalingsmand hos Beredskabsstyrelsen Nordjylland i Dragsbæk i Thisted. Udover opholdene som nødhjælpsarbejder på Balkan for Beredskabsstyrelsen og Dansk Flygtningehjælp har han været udsendt til Indonesien, Syrien og Libanon. For tiden har han orlov fra sit job for at følge sin kæreste på job i Malawi.
Litteratur 6. marts 2007 05:00

Det er en særdeles aktuel bog, beredskabsbefalingsmand og nødhjælpsarbejder Henrik Vang Christensen, 36 år, Thisted, der for tiden opholder sig i Malawi, netop har udgivet på Yde Sørensens Forlag i Koldby. I sommeren 1999 meldte Henrik Vang Christensen sig som nødhjælpsarbejder i forbindelse med Kosovo-krigen, og han kom til at køre kosovo-albanske flygtninge hjem til Kosóva fra deres opholdssteder i Albanien eller fra albanske havnebyer, hvortil de kom andre steder fra. På den måde blev han placeret på den albanske side af konflikten, og derfor er bogens mest rørende kapitel dér, hvor han sammen med sin kæreste i september 2002 i Serbien besøger nogle af de kosovo-serbiske flygtninge, som kommer fra Peja-området. I juli 1999 blev de fordrevet fra deres huse: ”… Jeg får en klump i halsen, da jeg tænker på, at jeg på netop dette tidspunkt var med til at køre kosovoalbanske flygtninge hjem fra Albanien til dette område. Da vi kørte dem hjem, så vi ofte røgsøjlerne fra brændende serbiske huse. Der gik næsten ikke en dag uden rapporter om myrdede eller forsvundne serbere.” Krigens realiteter Henrik Vang Christensen fortæller om de realiteter, en ellers idealistisk indstillet dansk nødhjælpsarbejder kom ud for i dette ragnarok af indbyrdes strid. Eksempelvis, at FNs flytningehøjkommissariat i september 1999 rent faktisk medvirkede til etnisk udrensning af romaer – Henrik Vang Christensen kalder dem sigøjnere – i Kosovo. De blev sendt til en lejr i Makedonien. Da Henrik Vang Christensen tre måneder senere forlod Balkan, var de stadig i Stankovic-lejren. Siden er det ikke lykkedes ham at få deres skæbne oplyst. Spændende som en kriminalroman er det at læse afsnittet ”Den dag broen sprang i luften” i Mitrovica, Kosovo, i november 1999. Som tolke over for de serbiske flygtninge har nødhjælpsarbejderne to albanske kvinder, der taler flydende serbisk, og som bor på den serbiske side af Ibarfloden, og som alligevel aldrig har været så langt som en km nord for floden. ”Vi kører tilbage til Mitrovica, ned over broen, forbi kontrolposterne og forbi stedet, hvor de serbiske ekstremister holder vagt ved broen. Suzana (den ene af tolkene, red.) siger, at det er de samme, som begik grusomheder under krigen. ”Jeg forstår ikke, hvorfor de nu må stå her ved siden af en fransk kontrolprost og holde øje med, at der ikke kommer albanere gående over broen?” Samtidig med at hun siger det, skjuler hun ansigtet, hun vil ikke se dem. Jeg tror, jeg forstår hendes frustration, men jeg minder samtidig mig selv om, at dette kun er den ene side af historien. I morgen, når jeg hører historien fra en serber, hører om (den kosovo-albanske oprørshær, red.) UCK’s forbrydelser, lyder den præcis lige så overbevisende, grotesk og uforståelig. Jeg skal heldigvis ikke vælge side, jeg aner ikke, hvem jeg skulle holde med.” Banditter på broen Samme måned passerer Henrik Vang Christensen bag rattet broen, som vrimler med banditter med sorte elefanthuer. De er bevæbnet med trækøller og sten. Han ”slipper speederen, bremser en anelse, men ikke for at tage farten af; det er blot en refleks, men samtidig er der en anden refleks der siger: ”Standser du her, er du færdig.” Så sker det: ”Jeg rammer nogle af dem. Det giver et bump og et ryk i bilen, da jeg rammer dem … Vi fortsætter med meget høj fart langs floden.” Efter sin hjemkomst til Thisted skete det af og til, at Henrik Vang Christensen blev ringet op af en ham ukendt serbisktalende person: ”Enkelte gange hjemme på min danske bopæl bankede det på min dør midt om natten, hvorefter jeg kunne høre personen flygte ned ad trappen. Selvom jeg sprang ud af sengen og hev døren op, nåede jeg aldrig at få personen at se. Begrebet ”blodhævn” dukkede ved disse lejligheder op i min hukommelse …” Når man har læst Henrik Vang Christensens dybt personlige beretning om Kosovo, er man meget klogere på, hvorfor det er så svært for det internationale samfund at nå frem til et kompromis om dette omstridte land eller provins. Og det er jo højaktuelt. Igen. [ Henrik Vang Christensen: ”Flugten fra Kosovo”, Yde Sørensens Forlag, Koldby, 116 sider, vejl. udsalg 148 kr.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...