Om igen med nationalpark

Mærsk McKinney gav danskerne et operahus. Nu forventer danskerne, at bønderne i Ll. Vildmose forærer dem en nationalpark. Sådan føles det for tiden at være lodsejer i Ll. Vildmose.

Jeg har gennem 30 år været landmandskone i Ll. Vildmose. Dagligt løber og traver jeg i området og kender Ll. Vildmose bedre end de fleste. Det er et enestående område, som jeg bestemt under danskere og europæere at få adgang til. Alligevel har jeg stemt imod, vi får en nationalpark i Ll. Vildmose, og det til trods for at jeg egentlig synes, det er en god idé. Jeg stemmer imod af to grunde, dels p.g.a den ydmygende måde, lodsejerne er blevet behandlet på i denne proces, dels fordi regningen for de store visioner skal tværes af på nogle få sagesløse bønder i området. Hvordan er lodsejerne blevet behandlet, og hvilken regning skal tværes af på lodsejerne? Jo, det er meget ydmygende og en hån for os beboere/lodsejere i området, når der i de 4 scenarier for en nationalpark overhovedet intet nævnes om, hvad det vil betyde økonomisk og socialt for beboerne/lodsejerne i området. Det er ydmygende, når der kan sendes 1000 specialinvitationer ud til tilfældige borgere i Nordjyllands Amt, men ikke til de implicerede lodsejere, til de møder, hvor de afgørende beslutninger om nationalparken, skal træffes. Det er ydmygende, når der sættes 11 dyr ud i området – ja, så indkøbes der egnens største traktor og en stor bil med påskriften "Vildmosetilsynet", indkøb, som vil være helt urealistiske for enhver anden landmand med en tilsvarende produktion. Det er ydmygende, når man i avisen under en tilfældig stillingsannonce i NORDJYSKE kan læse "Sejlflod Kommune – nabo til Aalborg – byder på en enestående natur med Ll. Vildmose nationalpark", en park som endnu ikke eksisterer, på min jord, og som bare er trukket ned over hovedet på mig af visionære folk med deres på det tørre, der ganske omkostningsfrit kan have store armbevægelser. Det er ydmygende, når der kan ofres millioner på at opreklamere de tiltag, der nu finder sted i Ll. Vildmose, men vores regelmæssige busafgange inddrages p.g.a. pengemangel, så end ikke vores børn kan komme til fritidsaktiviteter. Det var nogle eksempler på den ydmygende behandling, der har fået mig til at stemme imod en nationalpark. Og så til min anden begrundelse om, at nationalparken tværes af på sagesløse bønder. Hvis en mand har malaria, dør han ikke af det. Hvis han har kræft, behøver han heller ikke dø af det, og han kan også leve et udmærket liv med en hjertelidelse. Men hvis han har både malaria, kræft og hjertelidelse, er han et dårligt liv og ingen vil sætte penge i ham. Sådan er det med vores landbrug. Vi er både habitatområde, vi bliver fredet, og vi skal nu være nationalpark. Vi lider af alle tre ting og er et dårligt landbrug uden fremtid, som ingen vil sætte penge i. Jeg ved, at et af argumenterne imod dette er, at den ene "lidelse" ikke kommer den anden ved. Jo, det gør de bestemt. Jeg ved godt, at det er tre forskellige afdelinger, der behandler hver sin type sag på amtet, og tre forskellige læger der behandler de tre forskellige lidelser, men når det går ud over den samme mand, så er det bestemt lidelser, der, for den der lider af dem, kommer hinanden ved. 19. Juli 2004 udtaler viceamtsborgmester og formand for Ll. Vildmoseprojektet, Niels Kr. Kirketerp, til NORDJYSKE om "Stor fredning af vildmose sikret": "Det er kun erstatningskravene, der mangler, og den side af sagen skulle blive afsluttet indenfor det næste år. Staten udbetaler efter faste takster og regler…". Det er ganske fejlagtigt, Kirketerp, der er ikke faste takster, det er nemlig første gang i Danmarkshistorien, at man oveni en fredning også har en nationalpark. Der lægges op til, at vi skal spises af med et symbolsk beløb, når hele vores eksistens smadres. Det er sikkert, at vores gårde bliver umulige at drive som landbrug. Det er fint med en nationalpark for Danmarks og Europas befolkning, Stat/amt/kommune har haft format til at udtænke de store visioner for en nationalpark, nu skal I også vise, at I har format til at betale regningen for dem og ikke tværer regningen af på lodsejerne i området. Indianerne fik frataget deres tilværelse på Prærien i USA, Thuleboerne blev tvangsforflyttet, eskimoerne i Alaska må give afkald på deres tilværelse for at USA's befolkning kan få nødvendig olie, og bønderne i Ll. Vildmose må opgive deres tilværelse, for at danskerne kan få en nationalpark. Alle sammen har de/vi måttet opgive den hidtidige tilværelse, for at almenvellet kan få adgang til nogle værdier. Som det har været tilfældet ved oprettelse af nationalparker i f.eks. Tyskland, må det offentlige ind og beregne prisen, så de grupper det går ud over kan holdes skadesfri. Det kunne f.eks. ske ved, at staten eksproprierede hele Ll. Vildmose, og betalte lodsejerne dagsprisen for deres jord. Det vil under alle omstændigheder gøre ondt at skulle afhænde "den fædrene gård" – men lodsejerne får muligheden for at starte på en anden tilværelse. Det er sagt mange gange: Uden lodsejernes positive medvirken bliver der ingen nationalpark. Så for mig at se kan en nationalpark i LL. Vildmose hænge i en tynd tråd. For at jeg kan arbejde positivt med, tror jeg faktisk, vi skal begynde helt forfra i et andet tempo og som sagt: Det, der skal ændres, er holdningen til beboerne/lodsejerne og en realistisk opgørelse af deres tab.