Om jeg så skal hugge hul i isen

70-årige Inge Mortensen skal have sit vinterbad med 25 svømmetag tre gange om ugen.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Inge Mortensen vinterbader i Rønnerhavnen uanset vandets temperatur og is på Kattegat. Foto Kim Dahl Hansen

Lufttemperaturen denne søndag formiddag klokken 10 siger minus 8,5 grader, vinden er fem meter i sekundet fra sydvest, og Kattegats vand byder på isende minus 3,8 grader. De flere centimeter tykke isflager er skyllet op på stranden og falder i med den hvide sne på stranden ved Rønnerhavnen i Frederikshavn. Det mest naturlige sted at befinde sig en sådan solrig vintersøndag er foran brændeovnen med et varmt tæppe og med en kop skoldhed kaffe til at varme sig på. Men for vikingerne i Frederikshavn Vinterbadere af 1996 er der ingen tvivl. Ingen søndag uden en tur i Kattegats 'indbydende' vand. Den koldeste temperatur Søndag 3. januar 2010 når vandtemperaturen ned på én af de aller koldeste temperature, der nogensinde er registreret i klubbens historie. Denne dag er omkring 40 af klubbens 81 medlemmer mødt op for at få deres nytårsadrenalinkick - heriblandt 70-årige Inge Mortensen, der er én af de tre medstiftere af klubben. - Jeg skal helst bade hver eneste onsdag, fredag og søndag - og ved fuldmåne. Selvfølgelig kan jeg ikke komme hver gang. Men de søndage, jeg ikke har været i Kattegat om vinteren, kan tælles på én hånd, siger Inge Mortensen. Og is er ingen hindring. - Der har aldrig været helt lukket af is, men hvis den dag kommer, er jeg klar til at hugge hul for at komme i. En hemmelighed i starten En september dag på Hirsholmene sad Inge Mortensen og to andre kvinder på en bænk efter en tur i Kattegats på daværende tidspunkt mere temperaturvenlige vand. De tre besluttede sig for at starte en vinterbadeklub - men det skulle holdes hemmeligt, for som Inge Mortensen siger: - Hvis vi nu blev syge af det, skulle folk ikke sige, at det var vores egen skyld. I dag føler hun imidlertid, at hendes ugentlige kolde vinterbade holder sygdommene væk. Altid 25 tag For Inge Mortensen er det ikke blot en dukkert i Kattegat. Der er ét ritual. - Jeg skal altid tage 25 tag, før jeg går op igen. Men i dag blev det godt nok hurtige 25 tag, siger Inge Mortensen og griner.