EMNER

Om lidt bliver her stille

To stuer adskilt fra den fortravlede afdeling A 1 giver døende og pårørende fred

BROVST:Stilheden slår én i møde i bunden af afdeling A 1. Lyden af travle fødder og klirrende service fortoner sig, når man nærmer sig livets endestation: det såkaldte palliative afsnit for alvorligt syge og døende patienter. To stillestuer og en opholdsstue sikrer patienterne og deres pårørende fred og ro i den sidste fase, og indretningen vidner om sans for det vigtige i venlige og hyggelige omgivelser: varme gule eller dyblilla farver og god kunst på væggene, frodige potteplanter, bøger og terassedøre, som levner mulighed for at komme ugenert ud og trække frisk luft eller nyde solens stråler. Køkken, tv, radio og video er andre elementer, som kan lette tilværelsen for de pårørende i en svær tid, og de slidte bibler vidner om, at mange søger trøstens ord. Et skillerum mellem opholdsstuen og det fortravlede miljø på A 1 værner mod nysgerrige og uvelkomne blikke, men giver alligevel lejlighed til, at de pårørende og personalet kan følge med i hinandens gøremål. - Vi kan se, om der sidder nogen og har det skidt, men samtidig kan de pårørende være alene, fortæller afdelingssygeplejerske Jonna Borg. En trossag Det er oftest patienter med cancer eller hjertesygdomme, som ligger på de to enestuer, og plejepersonalet er meget opmærksom på deres behov, ikke kun de fysiske, men også de åndelige. - Man kan spørge patienterne, om de har gang i maven, men man glemmer måske at spørge, om de har brug for en præst. Det er lige så vigtigt, understreger Jonna Borg. Mange patienter benytter sig af lejligheden til at gå til alters, og de lokale præster stiller gerne op, når deres tilstedeværelse er ønsket. - Mange steder er man tilbageholdende med at få præster ind. Det er vi ikke her. Det er en vigtig del af manges liv, forklarer Jonna Borg. Når en patient dør, finder plejepersonalet ofte et særligt sæt lysestager og en dug frem som en gestus både over for den døde og de pårørende. Det forlener afskedsritualet med et smukt og højtideligt skær, som mange pårørende sætter stor pris på. Men det er ikke bare en rutine. - Vi bruger vores fornemmelse for, hvad vi mener, den afdøde gerne ville have, og hvis det ikke er den slags, gør vi det selvfølgelig ikke, pointerer Jonna Borg.