Om onsdagen vågner Annelise med et smil

Besøgsvenner en mangelvare for mange i kommunen er ensomme

PANDRUP:Aftnerne kan føles lange, søndagene længere. Men om onsdagen er den 78-årige Annelise Hall, Pandrup, glad, når hun vågner. Onsdag er Tut-dag. Tut hedder Grethe Willadsen, men "alle kalder mig Tut", siger hun. Hun har i omkring fire år været besøgsven hos Annelise Hall. Det indebærer, at hun hver eneste onsdag, ferier undtaget, hygger sig et par timer med kaffe og en god snak med Annelise Hall. Hun føler sig ene. Derfor sagde hun også jatak, da Ældre Sagen i Pandrup fremlagde muligheden for, at hun kunne komme på listen over de ensomme, som gerne vil have en besøgsven. Listen med dem er længere end den med besøgsvenner. Sådan er det som regel uanset, om det er Dansk Røde kors, Ældre Sagen eller andre med frivilligt, sociale arbejde, der står bag. Tut Willadsen vil gerne ud med, at glæden over at besøge et ensomt mennesker, er en bonus for begge. - Vi snakker meget og betror hinanden mange ting, som vi måske ikke lige ville fortælle en nabo eller andre. Selvfølgelig læsser jeg ikke alt af, men det er nu dejligt med vores hyggesnak, og vi snakker i de to timer, jeg er her. Jeg følger også somme tider Annelie til læge eller inviterer hende hjem til frokost og en lille en, fortæller Tut Willadsen. Annelise Hall lægger ikke skjul på sin glæde over Tut. - Ellers kommer her sjældent nogen, for ingen har tid nu om dage. Om aftenen kigger jeg på kassen og lørdag-søndag kan det sagtens blive sent. Det er dejligt at se Vild med dans. Jeg flytter min grønne plante på gulvet, så jeg kan danse med lidt. Sådan helt alene. Men jeg kan nu ikke ret længe. Det er også tit, jeg kommer til at græde om aftenen, selv om det ikke kan nytte og Tut har jo ret i, at jeg har meget at glæde mig over. Jeg får snart flere børnebørn, siger Annelise Hall.