Omans sultan er død - hans fætter er indsat som arvtager

Omans sultan, Qaboos bin Said, døde fredag. Hans fætter Haitham bin Tariq al-Said er indsat som ny leder.

Omans sultan, Qaboos bin Said, er død, 79 år.  Hans fætter Haitham bin Tariq al-Said er taget i ed som ny sultan, oplyser regeringen i hovedstaden Muscat. (Arkivfoto)

Omans sultan, Qaboos bin Said, er død, 79 år. Hans fætter Haitham bin Tariq al-Said er taget i ed som ny sultan, oplyser regeringen i hovedstaden Muscat. (Arkivfoto)

MUSKAT:Omans nye sultan, Haitham bin Tariq al-Said, blev lørdag taget i ed, oplyser regeringen i hovedstaden Muscat.

Haitham bin Tariq al-Said er fætter til afdøde Qaboos bin Said.

Qaboos bin Said døde fredag, 79 år. Sultanen var i Belgien i december for at modtage behandling for sit dårlige helbred, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I en vedtægt fra 1996 står der, at den regerende familie skal udpege en arvtager inden for tre dage efter regentens død.

Sker det ikke, vil et råd bestående af embedsmænd fra militæret, højesteretsdommere og to repræsentanter for den lovgivende forsamling udpege den person, hvis navn sultanen hemmeligt har nedskrevet i et forseglet brev, som ny sultan.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters havde sultan Qaboos bin Said været syg i længere tid med tyktarmskræft.

- Med vemod sørger det omanske sultanat over vores sultan, Qaboos bin Said, som Gud valgte at have ved sin side fredag aften, skriver det statslige omanske nyhedsbureau ifølge AFP.

Qaboos bin Said havde ledet Oman, siden han tog magten i et militærkup i 1970 med hjælp fra Storbritannien, landets tidligere kolonistat. Han var den længst siddende arabiske monark.

Sultanen efterlader sig ingen børn og havde ikke offentligt udpeget en afløser inden sin død.

I de 49 år, hvor Qaboos bin Said var ved magten, udviklede han det fattige, splittede område til et velhavende land med en stærkt udbygget infrastruktur, og han gav Oman status som betydelig international mægler i regionen.

Qaboos havde været sygdomssvækket i årevis.

Analytikere advarer om, at der kan være alvorlige spændinger i den kongelige familie, og at magtskiftet kan forstærke politiske ustabilitet og forstærke ulmende konflikter på et tidspunkt, hvor unge høge sidder på magten i det store naboland Saudi-Arabien.

Oman, der blev koloniseret af Storbritannien og Portugal, ligger i det østlige hjørne af Den Arabiske Halvø. Det er afskåret fra resten af halvøen ved Rub al-Khali-ørkenen.

Indbyggertallet er på omkring 5,5 millioner ifølge tal fra Verdensbanken.

Det er et enevældigt monarki, hvor sultanen har næsten uindskrænket magt.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.