Terrorisme

Omar ramte muren

- Så snart det handler om noget med muslimer, så bliver alting kørt op på et plan, hvor det slet ikke hører hjemme, sagde komikeren Omar Marzouk forleden i et interview i Politiken.

Han føler, at han er blevet censureret af tv-stationen SBS, der alligevel ikke har mod på at vise satireserien "Cellen", der handler om en flok kiksede terrorister i Danmark. Det på trods af, at serien er både færdigproduceret og betalt. Omar Marzouk har med shows som "Op på fars Jihad og "Krig, terror og andre sjove ting" brugt en stor del af sin karriere på at gøre grin med "de fremmede". Men nu er det ikke hvem som helst, der kan stille sig op på en scene og fyre jokes af om indvandrere uden at risikere at blive buhet ud - eller endnu værre, blive kaldt racist. Omar Marzouk har, som hans navn antyder, muslimske rødder. Begge hans forældre er fra Egypten, og selvom komikeren er opvokset i ueksotiske Avedøre, kan han med den baggrund som en af de få danske komikere uden problemer få lov til at fyre "perker-jokes" af. Men han gør det ikke bare for at gøre det. For der ligger stor varme bag hans kærlige lussinger, der i øvrigt også rammer etniske danskere lige der, hvor det gør allermest ondt - og er allermest sjovt. Og I 2006 modtog han LO's kulturpris, fordi han, som det hed i begrundelsen, har rykket ved mange af de fordomme, der findes mellem danskere og indvandrere: "med humoren som redskab har han været med til at lette en svær debat". Da han var ung, havde den nu 37-årige Omar Marzouk ikke de store ambitioner om at være morsom. Som 20-årig havde han sin egen computerforretning, og fremtiden lå i faste rammer. Men det blev for trivielt for den unge fyr, der efter en afvist ansøgning til ingeniørstudiet begyndte at kæmpe sig vej til det spirende danske stand-up-miljø. I 1995 var han den eneste danske stand-up-komiker med anden etnisk baggrund, og han har til magasinet Ethniqa fortalt, at han altid har ment, at det var hans held. For på den måde var han en, der skilte sig ud, en man lagde mærke til. Karrieren tog hurtigt fart, og i dag kender ved de fleste hans navn, ikke blot som komiker, men også som ivrig samfundsdebattør, som journalister gerne ringer til for at få en mening i aktuelle indvandrer-spørgsmål. Og samfundsengagementet spejler sig i hans professionelle arbejde, hvor han også i sine jokes henviser til de problemer, som samfundet og danskerne slås med. Men humor om terror - det var alligevel lidt for følsom til tv-stationen SBS, der i sidste øjeblik har lukket ned for "Cellen" med den begrundelse, at de er bange for, at deres annoncører vil falde fra, hvis den kontroversielle serie får sendetid på en af deres kanaler. Det synes Omar Marzouk, ikke overraskende, er noget pjat. - Hvis vi ikke kan behandle sådan et emne med humor, så kan vi jo ikke lave humor om noget. Så skal jeg lave humor om prutter, ikke? har han sagt til Politiken. Og er der noget, han ikke orker, er det prutte-humor. Humor skal handle om noget - også når det overskrider grænser. Omar Marzouk blev i 2007 gift med Dina, der på daværende tidspunkt var gravid. Nogle måneder senere blev parret forældre til en lille dreng.