Ombudsmand godkender tavshed om PET's registre

I 2006 gav PET oplysning om antallet af registrerede. Alligevel er det i orden senere at hemmeligholde tallet.

Ombudsmand godkender tavshed om PET's registre

Folketingets Ombudsmand ved for lidt om PET's arbejde og kan derfor ikke afgøre, om efterretningstjenestens virksomhed vil blive skadet, hvis pressen får besked om antallet af registrerede danske statsborgere.

Af den grund vil ombudsmand Jørgen Steen Sørensen ikke kritisere, at Justitsministeriet har nægtet Ritzaus Bureau adgang til oplysningen om antallet af registrerede mennesker.

Antallet var slettet i den udgave af det såkaldte Wamberg-udvalgs årlige rapport, som Ritzau fik aktindsigt i sidste år.

Også en anden faktuel oplysning i rapporten blev streget over.

Ministeriet har forklaret det med, at det vil have skadevirkning for Politiets Efterretningstjenestes virksomhed, hvis oplysningerne kommer ud i offentligheden.

Det kan nemlig give et billede af hvor mange efterforskninger, PET er involveret i, har ministeriet sagt.

Ritzau har derefter klaget til ombudsmanden, men har ikke fået medhold.

Justitsministeriets afgørelse bygger helt eller delvist på særlig fagkyndig viden, skriver ombudsmanden og fortsætter:

"En kontrol af de sikkerhedsmæssige og retshåndhævelsesmæssige vurderingers rigtighed - som er af afgørende betydning for denne sag - kræver en fagkundskab, som ombudsmanden ikke har."

Jørgen Steen Sørensen har altså ikke særlige forudsætninger for at foretage en "vurdering af skadevirkningerne på en anden og bedre måde end Justitsministeriet," forklarer han.

Undervejs i klagesagen har ombudsmanden fået oplyst, at den daværende chef for PET, Lars Findsen, i 2006 faktisk frigav oplysningen om antallet af registrerede til pressen. Tallet var dengang cirka 2600.

Men dette har ingen betydning. Justitsministeriet har til ombudsmanden skrevet, at videregivelsen af oplysningen i 2006 "ikke indebærer, at Politiets Efterretningstjeneste derved har opgivet det nævnte beskyttelseshensyn."

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.