EMNER

Ombudsmand kritiserer ministerium

KØBENHAVN:En ung libanesisk kvinde måtte vente i næsten tre år på at få sin sag afgjort af Integrationsministeriet. Det er "meget kritisabelt", mener ombudsmanden. Selv om skiftende advokater og Dansk Røde Kors gentagne gange både skriftligt og telefonisk forsøgte at få Integrationsministeriet til at afgøre en sag om humanitær opholdstilladelse for en selvmordstruet, libanesisk kvinde, skulle der gå næsten tre år, før ministeriet i februar i år tog sig sammen til at afslutte sagen og give kvinden og hendes to børn midlertidigt ophold. Det har fået Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, til at rette en hård kritik af Integrationsministeriet. Han betegner ministeriets håndtering af sagen som "meget kritisabel" og finder forløbet på to år og knap 10 måneder for "helt urimeligt langt". Ombudsmanden oplyser, at han overvejer at tage spørgsmålet om ministeriets sagsbehandlingstid op til undersøgelse, når det gælder genoptagelse af sager om humanitær opholdstilladelse. Derfor har han nu bedt Integrationsministeriet oplyse, om den konkrete sag giver anledning til at opprioritere behandlingen af den type sager. /ritzau/