Gymnasiale uddannelser

Ombygning i HOBRO - DRONNINGLUND VENTER

NORDJYLLAND:Ombygningen i Hobro kan gå i gang, mens eleverne i Dronningelund må vente ét år på at få større lokaler. - Udskydelsen vil ikke få betydning for elevernes undervisning. Sådan siger rektor Peter Hvid Jensen fra Dronningelund Gymnasium, efter at amtets undervisnings- og kulturudvalg måtte udskyde ombygningen af gymnasiet. Flere nordjyske gymnasier er bygget for 30-40 år siden. Bygningerne er derfor ikke indrettet med plads til det gruppearbejde, som i dag finder sted på uddannelsen, efter gymnasiereformen er trådt i kraft. Ombygningen i Dronningelund omfatter et musiklokale, et multimedierum og et naturvidenskabeligt fællesrum. Betonelementerne, som arbejdet påkræver, kan imidlertid ikke leveres før 2006. Alligvel fortæller gymnasiets rektor, at udskydelsen ikke vil få betydning for elevernes undervisning: - Vi har først regnet med at have de nye lokaler ved starten af næste skoleår, siger Peter Hvid Jensen. Modsat er ombygningen i Hobro klar til at gå i gang - selvom byggeriet bliver en halv million kroner dyrere end amtets undervisningsudvalg havde forventet. - Pengene fra Dronninglund bliver ført tilbage. Og så tilfører vi yderligere penge til ombygningen i Hobro, fortæller den radikale formand Gunhild Bach Nielsen. Alle 12 nordjyske gymnasier skal ombygges, så de passer til undervisningsformen i det nye gymnasium.