Hospitaler

Ombygning skrider frem efter planen

Sygehusadministrationen flytter til Thisted fra den 7. juli.

Sygehus Thy-Mors er ved at indrette 1. sal på Højtoftecenteret i Thisted til ny administration, og selvom det roder nu holder tidsplanen. Foto: Peter Mørk

Sygehus Thy-Mors er ved at indrette 1. sal på Højtoftecenteret i Thisted til ny administration, og selvom det roder nu holder tidsplanen. Foto: Peter Mørk

Ombygningen af 1. sal på Højtoftecenteret i Thisted skrider planmæssigt frem, oplyser Jan Christensen, der er teknisk chef på Sygehus Thy-Mors, der ved årsskiftet overtog Højtoftecenteret. Helt præcist er det Region Nordjylland, der står som ejere. Siden marts har håndværkere arbejdet på centerets 1. sal, hvor Sygehus Thy-Mors er ved at indrette sygehusets nye administration. I begyndelsen af juli afslutter håndværkerne således arbejdet, så Jan Christensen regner med at sygehuset flytter administrationen, der lige nu er samlet i Nykøbing, til de nyindrettede lokaler på Højtoftecenteret fra den 7. juli og en uge frem. Når beboerne fra Klitrosen flytter hjem til Klitmøller i september, overtager Region Nordjylland så hele bygningen, og planerne for, hvad der skal ske med stueetagen og kælderen, har politikerne et endeligt bud på efter et møde den 2. juni i Sygehus Thy-Mors byggeudvalg, hvor Vagn Nørgaard (S) er formand. Nogle af de planer, der er blevet drøftet, er, at dele de resterende kvadratmetre mellem sygehuset og psykiatrien. Blandt andet tales der om at samle distriktspsykiatrien på Højtoftecenteret. Sygehuset skal på deres del have indrettet undervisningslokaler og gæsteboliger. Stueetagen og kælderen skal dog først igennem en renovering og ombygning på linje med det arbejde, der lige nu finder sted på centerets 1. sal. Jan Christensen vurderer, at det byggearbejde kan indledes i starten af 2009. – Vi kan jo ikke starte flere anlægsbyggerier i år, så der kan tidligst blive tale om at udføre byggeriet i 2009. Men det giver os også bedre tid og mulighed for at planlægge, hvordan lokalerne skal indrettes og til hvilke formål, påpeger Jan Christensen.