Aalborg

Omfattende hærværk: Yngste mistænkte er 14 år

Fire unge afhøres efter omfattende hærværk i Aalborg

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Foto: Claus Søndberg

AALBORG:Et omfattende hærværk i Aalborg søndag morgen kan være udført af fire helt unge mennesker.

Den yngste er en blot 14 år gammel pige, som altså er under den kriminelle lavalder, mens der er to piger på 15 år og én dreng på 16 år.

Den yngste blev tilbageholdt og de tre øvrige anholdt af politiet, som hastede til Aalborg Busterminal søndag ved 7.30-tiden, efter at vidner havde set, at der blev begået hærværk mod busser og privatbiler. De fire forsøgte at stikke af, da politiet ankom, men blev hurtigt indhentet.

- På grund af deres lave alder er både de sociale myndigheder og forældrene tilkaldt, og der forestår et omfattende arbejde med at få de fire afhørt, fortalte vagtchef Bruno Brix søndag over middag.

Her var der endnu intet overblik over skaderne. Det er nemlig gået ud over flere busser, og nogle af dem har fået smadret mange ruder.

- Det er også gået ud over indgangspartiet på busterminalen. Og mekanikken i instrumentbordene på busserne kan også være blevet ødelagt, fortæller Bruno Brix, som ikke tør gætte på, hvor stort et beløb skaderne vil løbe op i.

Søndag eftermiddag blev det vurderet, at der ikke var grundlag for at fremstille de tre anholdte i grundlovsforhør. Det fortalte vagthavende jurist fra anklagemyndigheden Mette Hansen.

- Men selvfølgelig betegner vi det bestemt som groft hærværk, og det er noget, vi ser meget alvorligt på, sagde Mette Hansen.

De unge er fortsat sigtet efter den grove hærværksparagraf.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.