Omfattende program

Masser af aktiviteter, når Brønderslev fylder 90 år.

Charlotte Hjørringgaard - underholder til købstadsjubilæet. Arkivfoto

Charlotte Hjørringgaard - underholder til købstadsjubilæet. Arkivfoto

Brønderslev by har fredag 1. april 2011 90-års jubilæum som købstad. Det fejres med festlige oplevelser overalt i byen på selve dagen og i de følgende måneder, hvor Brønderslev bl.a. kalder de lokale stjerner hjem til koncerter og andre arrangementer. En af disse stjerner er Operasanger Charlotte Hjørringgaard, som vil optræde fredag aften i Bien med sange fra kendte operaer og operetter. I Bien vil der også blive spillet musik og sunget sange fra perioden 1921-2011, heriblandt en hyldestsang skrevet til Brønderslev By i anledning af byens 75-års jubilæum. Denne del står trioen All In og Oktetten fra Brønderslev Musikskole for. Lattermusklerne vil også blive rørt til arrangementet i Bien, idet Brønderslev Amatørscene vil opføre en special-udgave af forestillingen "En 90 års fødselsdag", som alle kender fra tv nytårsaften. Da der kun er plads til 150 borgere i Bien, skal man sikre sig en billet på forhånd for at være sikker på at komme ind. Billetter til 20 kr. kan købes på biblioteket, i Grønningen eller på Turistkontoret. Eventuelle restbilletter sælges ved døren. I dagtimerne er der jubilæumsaktiviteter rundt omkring i byens gader, på biblioteket og i Brønderslev Kirke. Til disse arrangementer skal der ikke løses billet. Her er plads til alle. En historiske udstilling åbner på biblioteket med bøger, tøj og rekvisitter fra den 90 års periode, og mens de voksne kigger tilbage i tiden opfordres børnene til at se 90 år frem til år 2101 og tegne, hvordan de tror, byen ser ud til den tid. Der er fine præmier til de bedste tegnere. I Bredgade 35 skrues tiden også tilbage. Her åbner en gammel købmandsbutik, hvor stemningen fra handelslivet i 1921 vil kunne fornemmes. Det er Vildmosemuseet og Lokalhistorisk Arkiv, der står bag forretningen, som holder åbent fredag d. 1. april samt to lørdage i de efterfølgende uger. I midtbyen vil de handlende også fredag eftermiddag kunne beundre gamle brandbiler fra Falck, som vil blive parkeret her i tidsrummet fra kl. 14- 21. Til enhver fest hører der jo god mad og musik, så fra klokken 15 vil en gruppe børn, ledet af musikeren Linette Riber, give den gas på trommerne for at kalde folk sammen i Nygade, hvor handelstandsforeningen kl. 15.30 serveres gratis kagemand til alle lækkersultne. Senere på eftermiddagen vil børn fra bl.a. Brønderslev Musikskole "blæse borgerne et stykke " Der vil også lyde smukke toner i Brønderslev ny Kirke,hvor kirkens kor ledet af organist Lone Frederiksen inviterer til Evensong fra kl. 16.30-17. Herefter vil der være tid til at handle, da byens forretninger i anledning af jubilæet holder åbent til kl. 21. Gæster i byen vil kl. 20 kunne opleve en koncert med Brønderslev Harmoniorkester på Arkadetorvet. Orkestret spiller ca. en halv time og tager herefter tilhørerne med sig i optog til det gamle rådhus, hvor også gæsterne ved jubilæumskoncerten i Bien bevæger sig hen. Ved Det gamle rådhus uddeles der fra kl. 20.30 gratis fakler til alle, som har lyst til at være med til at lyse byen op. Borgmesteren holder tale, og jubilæumsdagen slutter med festfyrværkeri. - Alt i alt bliver det en dag med masser af oplevelser for store og små. Et samlet program for dagen samt øvrige jubilæumsaktiviteter i foråret kan hentes på biblioteket, turistkontoret eller i byens forretninger, siger fritids- og kulturkonsulent Inger Aarup-Kristensen.

Forsiden